Et besøg hos Rodin

I min Ungdoms Vaar-i 1907 l., tror jeg det var, fik jeg paa Grund af mine Fortjenester (Sølvmedalje som Billedskærer) og ved Skæbnens Tilskikkelse et Haandværkerlegat paa 500 Kr. Aldrig havde jeg ejet saa stor en Formue, og med hele Ungdommens Mod projekterede jeg straks en stor og langvarig U denlandsrejse til mine ønskers Maal Paris. Da jeg havde købt Returbilletten, var der en god Hoben Penge tilbage, vel ialt ca. 275 flotte Kroner, der jo, naar de blevoversatte til fransk Mønt, kunde formere sig til 350 endnu flottere Francs. Hvad venter man sig dog ikke af eventyrlige Oplevelser, naar man kommer over Grænserne af sit Fædrelandat Jorden skal blive rød, Træerne blaa og Himlen veronesegrøn. Selvom dette ikke skete, følte jeg mig straks idet Fremmede, da jeg havde passeret de sort-hvide Pæle. Flotte var Uniformerne paa Stationerne, vi fo'r forbi, men hjemlige. - Nej! H vor er det spændende at komme til en stor og fremmed By for første Gang, og endnu mere spændende naturligvis den allerførste tidlige Gang i ens Liv

Spændingen for mit Vedkommende blev næsten lidt for stor. En Ulempe var det jo, atjegikke kunde et Ord Fransk. Engelsk og Tysk kunde jeg dog en Smule af fra mine flinke Lærere i Kolding Latin- og Realskole. Fra Glyptotheket hjemme kendte jeg nogle af Auguste Rodins Mesterværker, men det Maal, jeg i min ungdommelige Dristighed havde sat mig, var at komme til at se hans V ærksteder og ham selv. Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet paaden Tanke, atjeg muligvis kunde faa en Introduktionsskrivelse i Gesandtskabet, nogen maa vel have raadet mig dertil, ellers vilde jeg vel ikke have vovet, Dreng som jeg var, at nærme mig disse fine og fornemme Folk. Men jeg gjorde det altsaa. »Hvem er den Herr Rodin, De ønsker Introduktionsskrivelse til?« Jeg oplyste lidt om, at han var Billedhugger og ikke ukendt - selv i Danmark. De var godmodige nok til at give mig et Par Ord med. En skøn Sommerdag sejlede jeg med en af de søde smaa Floddampere ned ad den dejlige Seine - til Meudon, hvor jeg havde opsporet, at den store Mester havde sit Chateau, sine Værksteder og et Museum med græsk Kunst. Efter nogen Søgen fandt jeg Stedet og kom op gennem Parken, men en gammel, venlig, langskægget Gipser oplyste mig om, at Mesteren ikke var til Stede. Paa mit Uhr gjorde han mig for,
staaelig, hvornaar jeg kunde komme igen. - J eg kom og blev ført ind i det mægtige Atelier, hvor le grand maitre selv var sammen med nogle Amerikanere, som han viste sine Arbejder. Auguste Rodin var en nærmest lille, lidt før Mand. Hans Hoved var stort med et langt graat Skæg, der bølgede ned over Brystet, øjnene noget nærsynet missende, venligt og skarpt aftegnede, Næsen lang, buet og vejrende, det graa Haar var temmelig kort klippet og stod lige paa Roden som f.Eks. Carl Nielsens, hans Hænder smaa og nervøse, Gangen spændstig. Han nærmede sig venligt og læste min Skrivelse - tale sammen kunde vi ikke. Jeg forsøgte forlegent med lidt Engelsk og Tysk, men han var for saa vidt endnu mindre bevandret i Sprog end jeg var. Han kunde kun tale sit Modersmaal. Han betydede mig, at jeg kunde følge med og se paa Tingene sammen med det øvrige Selskab. N u blev det ene Marmorarbejde efter det andet afdækket, og jeg fulgte undrende med.Omsider var Rundgangen færdig, og vi kom ud i Parken, hvor der holdt et Automobil og en Hestedrosche. Mesteren og Amerikanerne steg ind i Bilen og det blev mig betydet, at jeg skulde sætte mig op i Fiacren. J eg troede, at jeg skulde ned ad Bakken til »Museet«, men nej, vi kørte imodsat Retning. Vi kørte og kørte. Endelig drejede vi ind i en rolig Gade, Vognen
holdt stille. Kusken pegede paa et fornemt Palais, C'est Musee Rodin! sagde han. Jeg gik ind i Palaiset, og hvem kom mig i Møde - Mesteren selv. Alt det for. melle og konverserende var gaaet af ham. Han kom venligt smilende og i Skjorteærmer. Han tog mig om Skulderen og førte mig ind i sit Atelier og betydede mig, at jeg kunde se mig omkring mens han arbejdede. Væggene var fyldt med hans mesterlige Tegninger , men det var ham jeg saa paa og hvorledes han arbejdede. Det var en Buste, Modellen var der ikke. Han drejede den rundt hele Tiden og arbejdede kun i Profiler . Den halve Time jeg sad der var den vigtigste Læretid i hele mit Liv.Endelig saa han smilende hen til mig. J eg tog Afsked - paa Dansk. Vi forstod hinanden udmærket. Han tog mig om Skulderen og fulgte mig ud.

1 Ifølge datering på et postkort til familien var det I909
.
Teksten er i uddrag et genoptryk af Johannes C. Bjergs bidrag til »Stjerneskud« , 1944 ved Kaj Christensen.