Et ungt talent fra første del af århundredet var billedhuggeren Johannes Bjerg (1886-1955), hvis tidlige værk idag kun kendes af få.
Nys hjemvendt fra Paris tilhørte han omkring midten af 1910'erne den unge danske avantgarde. I 1915 var han inviteret med som udstiller på den første legendariske Grønningen-udstilling i »Indianerhytten«, hvor pressen i anerkendende vendinger omtalte hans bidrag, bl.a. den innoverende figur Abessinieren.
I forbindelse med udstillingen "Grønningen- de tidlige år" (Glyptoteket 1990) så publikum for første gang i mange år et udvalg af hans værker. Reaktionen var positiv. Der kan være god grund til at tage den tids kunstnere op til ny vurdering. De der har skrevet om dem og kendt dem, deres samtidige, er borte, og med dem de mere polemiske og kritiske synsvinkler.
Bjerg fik sin uddannelse som billedskærer i Kolding, med svendebrev i 1907, og sølvmedaille for en egetræsbuste af sin fader. Derefter tog han til København. Akademiet søgte Bjerg ikke, muligvis fordi han manglede modet, men snarere, fordi undervisningen ikke af alle betragtedes som lige god. Karakteristisk er det, at kollegaen Einar Utzon-Frank kun tilbragte et forårssemester ved skolen.
Bjerg gik den praktiske vej og lærte af erfaring; han fik ansættelse forskellige steder, bl.a. hos dekorationsbilledhugger Lamberg- Petersen, hvor også Utzon-Frank og Kai Nielsen havde gået til hånde. I København nød Bjerg godt af museerne som studiested. Blandt andet færdedes han flittigt på Glyptoteket. Der kunne han studere noget af det nyeste fra udlandet. Brygger Jacobsen fattede tidligt interesse for billedhuggere som Rodin og Maillol; det var dem, Bjerg kom for at se.
Paris
Allerede 1909 tog Bjerg på et håndværkerlegat en kort rejse til Paris. Ifølge hans egen beretning, -(findes her via indholdslisten)-, kom han endog på visit i Rodins atelier, hvor han bl.a så tegninger og mesteren i arbejde. Hans konklusion på besøget lød 35 år senere : » Den halve Time jeg sad der var den vigtigste Læretid i hele mit Liv. « Besøget i Rodins atelier prægede ikke kun Bjergs teoretiske overvejelser , men også hans tegninger, hvoraf en gruppe bygger på mesterens skitsestil den hastige blyantskontur og derpå en løs lavering.
Stolt havde Bjerg ved Charlottenborgs forårsudstilling 1909 kunnet meddele sin moder, at han debuterede med en buste af hende. På Kunstnernes Efterårsudstilling samme år fremviste han portrættet "Min Fader". Sidestilles det stærkt furede ansigt med Rodins portrætbuster, hvoraf Bjerg allerede havde kunnet se et par stykker på Glyptoteket så som Puvis de Chavannes, er det tydeligt, at mesteren havde sat sit præg.
Grundet det gode udfald af opholdet i Paris søgte Bjerg nov. 1909 skolemanden og politikeren Herman Triers vejledning om støtte til videre studier dernede; rejsen var ham endvidere anbefalet af billedhuggerne Rudolf Tegner og Niels Hansen-Jacobsen, en halvbroder til Bjergs hustrus fader. Det lykkedes Trier at sikre Bjerg tre studie år ved at samle 12 formuende herrer, der hver årligt betalte 100 kr. til den unge mand.
Foråret 1911 drog den nygifte Bjerg til Paris. En antydning af de impulser Bjerg har mødt i Paris giver Hansen-Jacobsens adressebog. Der er som Bjergs første adresse i Paris anført 13, rue Ravignan. Det er en gade i Montmartres hjerte - arnestedet for kubismen, også kaldet »le Bateau Lavoire«. I 1912 kataloget fra Salon des Artistes lndependants anføres to spanske kunstnere med samme adresse; maleren Juan Gris og billedhuggeren Auguste Agero. Det er formodentlig bl.a. disse to Bjerg tænkte på, da han til Trier 31. januar 1912 skrev: »Der arbejdes saa uhyre her. I hvertfald har jeg faaet det Indtryk i en Kreds af spanske Kunstnere, jeg har været saa lykkelig at blive optaget i. «
Bjerg omtale dette fotografi som værende en optagelse fra hans ven Auguste Ageros atelier,
Det må formodentlig være taget inden hjemrejsen i 1914, da Bjerg ikke senere fik kontakt med
kunstneren. Tydeligt ses blandingen af afrikansk inspirterede værker og det, der kunne sælges
-pæne europæiske portrætter. I busten ude til højre anes noget af den kantethed, der også præger
Bjergs værker "Tanker" og "Bertel Nilsson".
Bjerg fortalte ofte sidenhen om Agero og hans betydning for sin udvikling. Spanierens egentlige indflydelse er det vanskeligt at afgøre. Der vides kun ganske lidt om Agero; oktober 1912 var han medudstiller på den meget omtalte Section d'Or udstilling i Galerie de la Boetie. Fra 1912-1918 vides han at have boet 13, rue Ravignan, hvor han overtog Picassos atelier. Der kendes idag ingen værker fra hans hånd. I Bjerg familiens eje findes et fotografi fra Ageros atelier; et unikt stykke dokumentation om denne glemte kunstner. Det lader en ane, hvad Bjerg blev inspireret af. Rent håndværksmæssigt kunne Bjerg takke Agero for, at han lærte at arbejde med forskellige metaller til dekorative formål.
I Paris omgikkes Bjerg andre danske kunstnere; uden stor gensidig forståelse stødte han på Edvard Weie, anderledes varige bekendtskaber havde han med eksempelvis Jais Nielsen, Adam Fischer og ægteparret Helle og Ivar Bentsen. Sidstnævnte arbejdede Bjerg siden en del sammen med (se p.20).
Ser man på omfanget af Bjergs produktion I de år må man formode, at han har tilbragt størsteparten af sin tid i atelieret, penge til tant og fjas var der bestemt ikke!
....................
Til højre værket "Tanker" fra 1911-12 i gips - bortkommet. Til venstre busten af den finske dyrebilledhugger "Bertil Nilsson (1887-1939), her gengivet i gips - siden støbt i bronze, 53 cm
Et nyt formsprog
Slægtskabet mellem Bjerg og Kolbes figurer, de korslagte ben, er ingen tilfældighed. Ifølge Bjergs eget udsagn var det Abessinierens naturlige hvilestilling, et godt udgangspunkt for dagens arbejde. Et langt senere billede fra National Geographic understreger, at det blandt afrikanere er en almindelig måde at stå på.
Billede fra National Geographic, juni 1981, hvor det illustrerer en artikel om Somali.
Fan på trekantet Plint dateret 1919 tager sit udgangspunkt i studier fra Paristiden. Bjerg gengiver en muskuløs mand hvilende på tå; højre ben lidt foran det venstre, begge følger de linier afstukket af den trekantede plint. Armene er bøjede, som et ekko afdet trekantede kompositionsmotiv, fingrene er spændte og let spredte. Hovedet med krøller og horn rettes lidt nedad. Fan er baseret på studier af Nijinsky, der danser L 'APres-midi d'un Faune. Dette fremgår klart af figuren Pan på firkantet plint, hvis komposition ligger tæt op af et fotografi fra 1912, hvor Nijinsky danser. Modsat foto'et vender Bjerg Pans hoved nedad, derved opnår han ikke den samme forvredne spænding. Figuren på den firkantede plint er kantet. Den giver indtryk af være resultatet af et indviklet teoretisk arbejde med en ide, der ender som et kunstlet liniespil, der begrænser figuren. L 'APres-midi d'un Faune instrueret af Nijinsky havde premiere den 29. maj 1912 i Paris, hvor den øjeblikkelig vakte skandale. Balletten slutter med en scene, hvor faunen åbenlyst elsker med en nymfes tørklæde. Det var mere end borgerskabet kunne klare, og pressens omtale var fordømmende. Stykket blev et "must« for alle - til trods for at koreografien var ny og anderledes. Danserne bevægede sig for det meste i profil. Måske på grund af slægtskabet med relieffer, det skulpturelle, var det kunstnere som Rodin og Odilon Redon, der trådte til Nijinskys forsvar i den efterfølgende debat. Nijinsky leverede til Fan på trekantet Plint den harmoniske stilling, det perfekte standmotiv, til afrunding af 1910'ernes kredsen om den nøgne opretstående krop.
Som Carpeauxs midtfigur i Dansen gribes han i et øjeblik, hvor hver en fiber i hans muskuløse krop spændes til det yderste. Et indtryk, der understreges i den erigerede penis. Bjergvælger ikke, somjean Gau guin, at skildre de store dynamiske bevægelser ud i rummet. I denne enestående komposition indestænger han dynamikken i et "snapshot« af en fase i bevægelsen - ved at Pan står på tå antydes en potentiel eksplosion. Han kunne være landet fra et spring eller være klar til at sætte af...
Konklusion - klassicisten Johannes c. Bjerg
1910' erne fremstår som de formative år, hvor Bjerg var lydhør overfor nye tendenser, som det tydeligste ses af Tanker, Bertil Nilson og SiddendeModerne Pige. Mest avanceret bliver han i en serie tegninger, der bærer stærkt præg af Archipenkos stil. Helt i tråd med tidsånden arbejder han også i stentøj med vennenJais Nielsen. Bjerg forstod i sit arbejde med traditionelle motiver som den opretstående figur at trække både på samtidige og ældre inspirationer. Til trods for at en del af de tidlige figurer ved første øjekast virker særprægede i formen, hyppigt omtalt som manierede, har de oftest rod i en klassisk arv og grundige teoretiske overvejelser om proportion, spænding etc. Titlerne sættes på bagefter. Mytologiske navne som Uffe, Paris med æblet og Lukretia var typisk for samtiden, hvor der blev trukket på mange slags sagn.
~
I løbet af 1920'erne gled Bjerg over i en klassisk figurativ stil, fremfor at nærme sig den moderne abstrakte skulptur. Det skyldes formodentlig to ting. Som autodidakt havde han, trods spændende formforsøg i sine unge år, gjort de klassiske figurative værker til en vigtig del af sin bevidsthed og ville holde fast ved dem. Desuden fik han mange bestillingsopgaver, der krævede en anden statisk monumentalitet end 10'ernes lette figurer med deres antydede bevægelse. 1910' ernes dekorative arbejder kan ses som art deco værker. I ordets oprigtigste forstand dekorative. De bærer i deres lethed og ynde et indtryk af kunstnerens egen glæde ved tilværelsen. I løbet af 1910' erne stiftede han familie og hans kunst slog an. Verdenskrigen ændrede radikalt betingelserne for kunstnerne åndeligt og økonomisk. Der opstod behov for heroiske figurer, statiske monumenter, der skulle tale manende til folket. På dansk grund kom Bjerg med kollegaen Utzon-Frank til at udføre talrige offentlige bestillingsarbejder i tråd med europæiske tendenser, men fjernt fra Bjergs ungdomsarbejder .
Teresa Nielsen