Rødder

 På Kajbjerggård i Ødis, -et af de 8 sønderjyske sogne, der var forblevet danske, fødtes den 26 Januar 1886 et lille skrøbeligt drengebarn. Forældrene var ældre folk, faderen 52 og moderen næsten 42 år. De havde fået mange børn, som man jo gjorde dengang, når man ku' li' hinanden; 13, men kun 5 levede. De to sidste børn havde haft ammer, og der var da også fæstet een til den lille nye. Hun fik besked om straks at bære ham ud i stalden. Det var en ikke helt ualmindelig foranstaltning på den tid; om det nu var et levn fra en forlængst glemt helsebringende kult, eller - at der simpelthen var varmere og mindre træk i den lune stald end i stuehuset, får stå hen. Kajbjerggård var og er en af de anseeligste gårde på egnen, så det har ikke været af pladsnød, stalden blev ophøjet til barnekammer. Moderen, Mette Kathrine Bundsgård og hendes mand, Jep Clausen (Bjerg) havde, efter hvad Landsarkivet oplyser, i 1869 købt den af hendes far: Niels Nielsen Bundsgård og i 1881 tilkøbt endnu et matrikelnummer. Jeps bror fik hans families slægtsgård "Østergård" i samme sogn; den ejes stadig af et medlem af familien.

Drengen fik - noget upraktisk skulle man tro - samme navn som sin "Mælkebror" Johannes, og stod i mange år i forbindelse med sin gamle amme, selvom det efterhånden indskrænkede sig til jule- og fødselsdagskort. Hendes egen søn gik det ikke så godt. Han udvandrede i en ung alder, og hun hørte aldrig fra ham, men ventede hele livet trofast på brev fra ham og håbede på, at han skulle komme hjem; et forhold der nok har været medvirkende til, at Johannes aldrig glemte eller svigtede hende, og selv efter hendes død viste hendes hus frem for sin yngste datter. Hun skriver i et af sine sidste breve: "Min kjære Johannes. Jeg skriver sådan, fordi jeg mener sådan." En lille hilsen måtte hun have, selvom han ikke ofte fandt tid til at tage til Kolding og besøge hende.(Den almindelige skik var, at ammerne fortsatte at arbejde på gården, når deres oprindelige funktion ophørte, men det var hun jo afskåret fra, da gården blev solgt kort efter.)

Den lille Johannes Bjerg klarede sig, men blev aldrig nogen robust person. I sin barndom og første ungdom led han meget af Astma, og måtte tit stoppe op midt på gaden for at få vejret. At han i sine første år i København nærmest sultede og af pengenød måtte putte avispapir i skoene, når han sled huller i dem, har jo nok heller ikke virket fremmende på helbredet. Bortset fra en akut blindtarmsbetændelse klarede han sig dog gennem tilværelsen, indtil han, omkring de 60, fik sukkersyge. Så i 1950 blev han ramt af en blodprop i hjertet; det betød et par måneder på hospitalet og en meget nedsat arbejdskraft i de sidste år af hans liv.

 Grænsebefolkninger, og ikke mindst "Storbønderne", går i almindelighed for at være stivsindede og rethaveriske, men også trofaste og nøjeregnende med hensyn til deres egne forpligtelser, med meget ringe tillid til autoriteter og en fast overbevisning om deres egne anskuelsers rigtighed.

Disse karaktertræk syntes at have været ret fremtrædende blandt familiens medlemmer; selvom Ødis i 1864 var kommet til Danmark, følte man sig stadig som Sønderjyder og var i nær kontakt med befolkningen syd for grænsen. Følgende anekdoter fra "Familielegenden" synes i al fald at pege i den retning:

Da der var blevet anlagt jernbane mellem København og Jylland, bestemte en af bedstefædrene, jeg ved ikke hvem, sig til at prøve dette nye befordringsmiddel; spændte for og kørte til den nærmeste station, hvor følgende samtale udspandt sig. " A ve gjæ´n ha æ tok te Kjøvenhaun" "De mener vel en billet. " Næj, æ tok. A plejæ it å kjør mæ annar. " Han har nu næppe fået noget særtog, men om det ellers blev til noget med turen til København, fortæller historien ikke.

Også på spindesiden synes der at have været stærke kræfter.

Engang da en af bedstemødrene havde bestemt sig for at tage til marked i Haderslev, opstod der komplikationer med hensyn til befordringen. Hendes mand anførte, at han havde brug for alle hestene i marken, så hun kunne altså ikke få et spand til sin vogn. Det var selvfølgelig noget, han bestemte, så det var der sådan set ikke noget at gøre ved. Men alligevel! For een ting var hestene, noget andet hendes person; den skulle han ikke tro, han skulle bestemme over. Altså gik hun ind i soveværelset, iførte sig sit bedste tøj: kåbe og kapothat, og satte sig med sin paraply i storstuen, hvor hun tilbragte dagen, seende ud i luften uden at foretage sig noget som helst. Når pigerne kom ind for at få besked om et eller andet, svarede hun: "Ti stel, a æ te marken idaw. " En slægtsbog anfører, at hun var en efterkommer af Niels Ebbesen. Det passer godt nok til hendes temperament, men der er den hage ved historien, at Niels Ebbesen synes at være død uden at efterlade sig legitime arvinge, så i bedste fald må det have været lidt "til venstre hånd"

Om en af bedstemødrene fortælles det, at hun var så stor, at hun helt alene fyldte en tomands-sofa med sit mægtige korpus. Så vidt jeg ved, har han ikke kendt hende - kun sagnet og sofaen.

 Et andet af familiens medlemmer havde ord for altid at følge sit eget hoved og gøre, hvad der passede ham, uden at tage noget hensyn til "Dekorum", eller hvad andre kunne mene eller synes. Engang da der var gilde på gården, så man ham f. eks. tage sit fodtøj af og på bare fødder spadsere rundt på den mudrede, regnvåde gårdsplads udenfor. Da de noget forbavsede gæster spurgte, hvorfor? svarede han blot: " Det æ så behawli".

Barndommen

Den lille Johannes fik ikke den priviligerede barndom, en søn fra Kajbjerg gård kunne have haft i vente. Familien havde, som sagt, gennem generationer ejet flere gårde og desuden drevet en omfattende studehandel, men nogen tid efter drengens fødsel måtte faderen sælge gården. I en for landbruget meget vanskelig periode væltede en gammel kautions-forpligtelse økonomien. Det fortælles, at der havde været mulighed for en akkord, men at faderen ikke ville, at nogen på grund af ham skulle lide noget tab. Hans, eller måske var det i realiteten den afdøde svigerfars underskrift, stod selvfølgelig til troende, om han så måtte sælge gården for at betale det beløb, han hæftede for. Det gjorde han så.

Det blev et helt andet liv for den Bjergske familie. Man købte et lille hus i Kolding, på Søndre Landevej, den senere Haderslevgade; flyttede et par gange, men stadig i samme gade. Faderen forsøgte sig først som ejendomshandler, senere som opkøber af svin, til sidst fik han et beskedent kontor-job på det andelsslagteri, som han selv havde været med til at oprette. Han tilpassede sig de nye forhold og bar over med sin kone, der brød fuldkomment sammen under presset af de forandrede levevilkår, og nok ikke mindst, den sociale"déroute".

Moderens tilstand, specielt hendes depressioner og alkoholforbrug var, gennem hele Johannes barndom, en tung byrde; til gengæld var forholdet til faderen det store plus i hans tilværelse. Han har ikke fortalt meget om sin tidlige barndom, men dog berettet om den forfærdelige straf, det var, hvis han ikke måtte sove i sin fars arm. Jeg tror nu, aldrig det kom længere end til truslen, før den angrende synder fik tilgivelse, og det gode forhold var genoprettet

En af drengens store oplevelser var, hvis faderen tog ham med på vognen, når han kørte ud for at købe svin, eller når "Fragtmanden" tog ham med på turen ud i landet. Han var fuld af beundring for denne voksne ven; navnlig var han imponeret af hans fuldskæg, der var så stort og tykt, at han om vinteren kunne knappe halvdelen indenfor kappen for at varme, og anvende den anden halvdel til pynt udenpå.

Kærligheden til "Landskabet" glemte han aldrig; livet igennem elskede han at betragte det. Så dets stigende og faldende former, dets bølgende linjer som led i en gigantisk skulptur. Også kroppens bevægelse i takt med vejens facinerede ham. Han fortalte med begejstring om den oplevelse, det var, at sidde bag på vennen, Harald Giersings motorcykel. Også hans barndoms skøjteture ud gennem Kolding fjord talte han ofte om. Personligt husker jeg en biltur fra København til Ribe, en meget varm sommerdag, med alle vinduerne åbne. Han mælede ikke et ord; bare så og så, levede i vognens og vejens rytme.

Den gode Jep Clausen havde altid lagt stor vægt på sine børns uddannelse. Den ældste søn, Claus havde haft egen hest for at kunne ride til skole i byen, og var senere blevet sendt til Itzehoe, hvor han kunne få en bedre undervisning. Så skønt Jep nu var en fattig mand, blev Johannes sat i Latinskolen. Rektor var kunsthistorikeren, Sigurd Møller. Han viste, senere, meget lidt forståelse for sin gamle elev. Som svar på nogle udkast, Johannes sendte ham fra sit første år i København, svarede han, at han absolut måtte fraråde ham at forsøge sig som billedhugger; og da Johannes, efter Pariser-opholdet, udstillede Abessynieren, skrev han om den, at den retsligt hørte hjemme på Hartkofs Museum.

I et Kolding-blad sagde Johannes i et interview kort tid før sin død:

 "Fra skoletiden mindes jeg Karl Hansen, der underviste os i Naturhistorie og Botanik, og Heenoe, som jeg satte så stor pris på; ham havde vi i Engelsk og Matematik; han var storartet. H. P. Holst var vores tysklærer. Han brugte at fortælle historier fra sin hverdag - på tysk! Et for datiden ellers helt ukendt begreb, at interessere sig for elevernes forståelse af det talte sprog."

Hans udmærkede Dansklærer havde tidligt givet ham smag for litteraturen, specielt for drama, hvad der senere, i hans lærlingetid førte til en udstrakt virksomhed som oplæser i omegnens forsamlingshuse og en aktiv deltagelse i ungdomsforeningernes amatørteater. Han drømte om selv at blive "Digter". Om han forsøgte sig i branchen, har han aldrig tilstået.

Hans bedste ven i drengeårene var Karl Andersen, en søn af Grosserer Conrad Andersen. (Så vidt jeg har forstået det eneste hjem, der åbnede sig for den lille splejsede "fattiglus" med de tvivlsomme familieforhold). De legede dagligt sammen og betroede hinanden deres fremtidsdrømme. Karl ville være skuespiller; han blev senere korkhandler i den store stil og dansk Generalkonsul i Lissabon.

Johannes fandt jo også andre veje, selvom han aldrig mistede interessen for litteraturen og gerne læste højt af sine yndlingsforfattere. Han gjorde det godt. Fra Kingo til Piet Hein. Halve timer af "Nordens Guder" kunne måske forekomme en lidt træt lærerinde noget søvndyssende; det fik være; men da vi nåede til, at "Mein Kampf" måtte læses høj, for at man til fulde kunne fatte dens forfærdende budskab, må jeg indrømme, at jeg pure nægtede at være med. Jeg havde fattet det.

Karl tog til Portugal, Johannes til Paris, og forbindelsen gled ud. Karl giftede sig med en portugisisk, katolsk dame og fik to sønner, som også var katolikker og følte sig som portugisere. Han blev skilt, og først da han blev gift med Inger, enke efter den myrdede Redaktør Schmidt fra Århus, blev venskabet fornyet. De sendte deres børn i skole i Hillerød og kom ret ofte til Danmark, men Johannes nåede aldrig at besøge dem i deres pragtfulde hus i Cintra, udenfor Lissabon.

Skoleferierne tilbragte Johannes gerne på landet, sommetider hos farbroderen, men for det meste hos hans ældste bror, Claus og dennes kone, Louise, hvis nyfødte søn han en sommer fik til opgave at køre tur i barnevognen. Der fortælles, at han - ganskevist med stor omhu - manøvrerede vognen ned i vejgrøften, for at demonstrere, at det lå langt over hans formåen at holde den på vejen. Tricket lykkedes. Den dovne dreng triumferede; det blev ham aldrig mere betroet at køre barnevogn. Han fortalte selv om det med en vis stolthed, selvom det faktisk ikke lignede ham. Måske derfor. Senere i tilværelsen var "Den åbne, øjeblikkelige protest" meget mere hans facon, selvom han stadigvæk var god til i al stilfærdighed at undgå "forstyrrende elementer".

Af episoder fra hans tidlige barndom, husker jeg beskrivelsen af hans rædsel, da faderen pludselig havde fået en blodstyrtning. Synet af hans blege ansigt, det røde blod, der flød ud over gulvet, den sorte kakkelovn, som Johannes dels klamrede sig til, dels skjulte sig bagved for ikke at se et billede, som han aldrig skulle slippe. Om sit forhold til kunsten i disse tidlige år har han en gang senere udtalt sig i et avisinterview

Jeg husker et alkoverum, jeg som dreng undertiden sov i. Det var helt op og på kryds og tværs overklistret med allehånde kunstgengivelser fra illustrerede blade. Det var for mig en herlig eventyrverden, og jeg kan undertiden, endnu inden jeg rigtig vågner op, føle dette fantastiske rum omkring mig og igen opleve den barnlige lykkefølelse, jeg da havde. . . . . .

. . . Jeg husker senere fra mit tagkammer en gengivelse af Leonardos "Mona Lisa" En køkkenlampe med messingskærm stillede jeg, så den kastede sit varme, gyldne skær på den. I timevis kunne jeg sidde og betragte den. Det levede og rørte sig, og på underfuld måde følte jeg mig beklemt og dog lykkelig - trods kulden omkring mig og forudgående 12-13 timers strengt arbejde på værkstedet og teknisk skole.

. . Jeg husker, da jeg allerførste gang som dreng hørte en menuet af Mozart. Jeg var dengang en halv snes år gammel, hørte den kun een gang, men den har aldrig forladt mig helt og kommer endnu ofte som en trøster og opmuntrer til mig.

Læreår

Trods dovenskab med skolearbejdet, lykkedes det dog Johannes at få halet en Præliminæreksamen i land. (Prøven blev aflagt i København, hvorfor ved jeg ikke. ) Efter faderens ønske, kom han som voluntør på kontoret i Konstantin Hansen og Schrøders Maskinfabrik i Kolding. Hans regne- og matematiklærer havde anbefalet ham til dette job, hvor han især skulle beskæftige sig med lønningsregnskaber, og da slet ikke for en ung mand med hovedet fuldt af kunstnerdrømme. Han kedede sig frygteligt og håbede bare på at blive sagt op. En ondartet og meget langvarig Skarlagensfeber reddede hans liv, som han selv udtrykte det. Direktøren skrev til hans far, at han ikke kunne vente længere på ham, og at han forøvrigt mente, at drengens evner gik i en anden retning end kontorfaget.

Faderen satte ham så i lære som billedskærer i møbelfirmaet A. L. Johansen og søn. Johannes var henrykt, men det blev bestemt ikke nogen dans på roser. Værkstedet var meget stort, med mange snedkere og billedskærere; tonen var rå, og de gamle svende terroriserede lærlingene, der heller ikke var blide mod hinanden. Johannes kom, som den eneste på værkstedet, fra Latinskolen, hvis elever lå i permanent krig med Folkeskolens-- og så gik han med briller. Han blev døbt "Professoren" og drillet på det grusomste. Det mest utilgivelige var dog hans iver og faglige dygtighed. Seniorchefen, som højlydt roste den unge lærling, viste endog en dag hans arbejde frem for hele værkstedet med ordene: "Se her, sådan skal det være", med speciel adresse til den ældste svend, der havde lavet noget fusk, og det gjorde bestemt ikke lærlingen mere populær. Arbejdsdagen var lang, og efter fyraften var der kun lige tid til at smutte hjem og spise til aften, før undervisningen begyndte på Teknisk Skole.

En særlig oplevelse var Skamlingsbankemøderne. De store folkemøders tid var forbi, men en gang om året mødtes egnens folk for at høre foredrag eller oplæsning af berømte kunstnere. Også den storslåede udsigt fra Bakken ud over landskabet facinerede ham.

København

På 3 et halvt år var han udlært og bestod i 1907 svendeprøven med en egetræsbuste af sin far. Den indbragte ham en sølvmedalje, som han var meget glad for; men endnu mere tilfreds var han nok med Mesters afskedstale: ". . . . men det er jo helt klart, at du ikke vil blive ved med at være billedskærer".

Der var ikke mere at lære i Kolding; så næste station hed København. Her søgte han ikke Akademiets skoler; bestemt ikke af mistillid til lærerne, men dels troede han, at man skulle være meget bedre, end han var, for at blive optaget, dels måtte han skaffe sig noget arbejde for at leve, da hans forældre ikke havde nogen mulighed for at støtte ham økonomisk. Han arbejdede nogen tid for et billedskærerfirma, der lavede fyldinger med æbler, pærer og blommer, til at sætte i buffet-låger. Det var ikke meget morsommere end lønningsregnskaberne; de var alle ens, og det skulle gå hurtigt. Senere fik han et job i et dekorationsfirma, Lønberg- Petersen tror jeg, det hed, hvor også Kaj Nielsen og Utzon Franck havde haft arbejde. Her lavede han sit sidste egentlige billedskærerarbejde: Et relief med Skagen strand og Drachmanns grav. Det lyder foruroligende, og ethvert spor af det er da også forsvundet.

Det viste sig at være meget vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at få arbejde som billedskærer; møbelmoden var ved at vende, og faget var på retur. Understøttelse var et ukendt begreb, så enhver måtte klare sig, som han kunne bedst. Hans bror, Niels og svigerinden, Mary, som selv sad meget småt i det, delte ofte deres beskedne middagsmad med ham. I en periode levede han af den hjælp, han fik af 4 kammerater, der var malere, og som godt kunne få arbejde. Kræsten Iversen, som han havde lært at kende på Teknisk Skole i Kolding, og som blev hans bedste ven livet igennem. Arthur Brener, Ejner Nielsen-Korlind og, jeg tror, også Jens Sørensen, gav ham hver 1 krone om ugen. Det blev til rugbrød med fedt og huller i skoene; men han overlevede.

Han var allerede ved sin første ankomst til København, på Hovedbanegården, blevet modtaget af Sigrid Jacobsen,som han senere blev gift med. Det var nok billedhuggeren Hansen Jakobsen, der var en slægtning af hendes mor, der havde ordnet det Hun hjalp ham i denne svære tid ved at sy skjorter, natdragt o.s.v. samtidig med at hun deltog i arbejdet på sin mors pensionat på Steensstrups Alle. Til dette havde hun, i en smuk og enkel stil, tegnet møbler, bord, stole, buffet, senge og skrivebord og meget andet, som familien senere fik meget fornøjelse af.

Arbejdsløsheden havde dog også sine plusser; der blev tid til at modellere. Og det gjorde han, selvom det ikke var så lige til på et lille pensionatsværelse med dårligt lys og uden vand og afløb. Han var blandt andet aldeles uerfaren med hensyn til støbning i gips. Hans første forsøg var alt andet end en succes, formen var ikke tæt, så efterhånden som han hældte sin gipsvælling i, bredte en stille strøm sig over gulvet, ud under den dårlige dør, og henad gangen udenfor.

Det var dog ikke fiaskoer, alt hvad han lavede. I 1909 debuterede han på Charlottenborg med en buste af sin mor, der senere af en brors barnebarn blev smidt ud af vinduet) og senere blev en buste af faderen antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling,
Han kopierede forskellige antikker samt Thorvaldsens og også Sindings arbejder, men det var især buster, han arbejdede med. Venner og bekendte stod model, og et par enkelte bestillinger blev det da også til.

På ferie hjemme i Kolding modellerede han sin gamle "Mester" A. L. Johansen. Det fik han den almindelige svendeløn for: 60 øre i timen. Det blev til 67 Kr. og 50 øre.

Johannes var medlem af afholdsforeningen N. I. O G. T. og her lærte han Lene Silferberg, grundlæggeren af "Kaffevognene" at kende. Han modellerede en halvfigur af hende, og det har han nok også fået penge for.

Det store lyspunkt var turen til Paris. I et interview fortæller han senere:

 I 1907 (et andet sted siger han 1909) fik jeg et håndværkerlegat på 500 Kr., Dels skulle det jo fejres lidt, dels skulle jeg købe noget tøj, og en ven skulle absolut bruge 100 Kr., så da returbilletten var betalt, var der 275 Kr. tilbage. d. v. s. 72 frc.

 Jeg kunne lidt engelsk og tysk, men slet intet fransk, så det var først efter mange besværligheder jeg i Paris nåede frem til den danske billedhugger, jeg havde forestillet mig, skulle hjælpe mig. Han var imidlertid flyttet til et andet hus og skulle iøvrigt rejse bort dagen efter; så selvom han var venlig nok og fulgte mig til den sporvogn, der ville bringe mig til et beskedent hotel, (Hotel d’Alsace i Rue des Beaux Arts) følte jeg mig faktisk meget alene i den store fremmede verden

Mit største ønske fik jeg dog opfyldt: at møde Rodin, hvis arbejder jeg havde beundret på Glyptoteket. Forsynet med en introduktionsskrivelse fra det danske gesandtskab, hvor man ikke rigtig vidste, hvem denne M. Rodin var, drog jeg med en af de små floddampere til Meudon, og efter nogen ventetid blev jeg lukket ind i det store atelier, hvor Mesteren var ved at fremvise sine arbejder for nogle amerikanere. Han læste min skrivelse og betydede mig, at jeg kunne følge med rundt; men nogen samtale kunne det ikke blive til, da Rodin kun talte fransk. Det var en stor oplevelse at se hans mange marmorværker, men det bedste var endnu tilbage. Efter en lang tur i en hestedroche, som Rodin havde bestilt til mig, nåede jeg, efter mange spekulationer over, hvordan jeg dog skulle få turen betalt, frem til Musée Rodin, hvor han smilende tog imod mig. Han var i skjorteærmer, parat til at arbejde, og alt det formelle var gået af ham. Han førte mig ind i atelieret, hvor jeg kunne se mig omkring, mens han modellerede. Jeg så kun ham, aldeles facineret af hans arbejdsform. Han arbejdede på en buste, modellen var der ikke; han drejede kavaletten rundt og rundt, hele tiden, arbejdede kun i profilerne. Det var den væsentligste lære i hele mit liv.

På en eller anden måde, jeg ved ikke hvordan, var Johannes, efter sit korte pariserophold, kommet i forbindelse med politikeren Herman Trier, som var chokeret over de forhold, han måtte arbejde under. "Det går ikke, her må gøres noget." og som sagt så gjort. Han foreslog først at prøve Kunstakademiet; men det var Johannes ikke meget for. Målet var og blev Paris. Herman Trier gik så i gang med at oprette et velgørende "Andelsselskab", der skulle finansiere et treårigt ophold dér. Han fandt frem til 12 personer, som var villige til at indskyde hver 100 kr. om året igennem 3 år; vel at mærke under forudsætning af, at der forelå en anbefaling fra mindst to kendte billedhuggere. Den første, Johannes henvendte sig til, var Vilhelm Bissen, som han viste faderens buste. "Sådan een er der så mange, der kan lave. " Ingen anbefaling. Den næste, Professor Schultz: "Vorherre bevares!" altså heller ingen der. Heldigvis stillede Tegner og Hansen-Jacobsen sig mere velvilligt. Også Brandstrup anerkendte hans talent, uden dog at bryde sig om hans form. En af bidragyderne sprang fra, da det kom til stykket; de øvriges navne har jeg ofte hørt, men husker dem desværre ikke alle. Det var ren filantropi, de skulle intet modtage til gengæld. Foruden Herman Trier selv, var der Gustav Wied, Edward Ree, Pesche Køedt, H. N. Andersen, Lensgreve Molkte, Bregentved, og andre, som jeg måske kan komme i tanke om senere.