Skodsborg

 August 1914 var Johannes altså hjemme igen, med et hav af nye ideer, en fast forankring i sin overbevisning om det geometriske og aritmetiske som grundlag for enhver skaben, sin håndværksmæssige duelighed og ikke mindst, en sikker tro på sit eget talent; men på det mere praktiske plan, på gyngende grund. Uden penge, uden forbindelser og uden tilknytning til kunstlivet i dagens Danmark. Nogen bolig havde han heller ikke, så de første måneder boede han, den lille nyfødte Jinge og Sigrid hos hendes mor på Steenstrups Alle; indtil han, på Strandvejen, fandt en lejlighed, hvor han også kunne arbejde.

Billedhuggeren Kaj Nielsen forsøgte at hjælpe. Han foreslog ham, Olaf Rude og Albert Naur som medlemmer på Den Frie Udstilling, men alle tre blev vraget. Johannes fik dog Abessynieren, Uffe og et par statuetter antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling, og kom i 1915 med som gæst på Grønningen(med 8 arbejder) for samme år at blive optaget som medlem.

I 1915 flyttede familien til Aggershvile Allé i Skodsborg, hvor Ivar Bentsen, på grunden ved siden af Oxenvads, i sin stramme og sobre stil havde bygget dem et dejligt hus. Atelier i stueetagen, bygget over en gammel frugtkælder, så man dermed havde fået den nødvendige højde. Der var så beboelse på første sal og en herlig have. Den meget smukke, utraditionelle farvesætning i husets indre stammede måske ikke fra opførelsen, men først fra den senere ombygning, da atelier'et blev inddraget i beboelsen. (I al fald mindedes Johannes, ved istandsættelsen af Materialgården, at Kræsten Iversen også havde bistået ved farvevalget i Skodsborg.

Hans datter Hannah har fortalt følgende:

"Huset havde ingen stadsstue. Alt blev brugt. Man ønskede ikke at lave om på noget på grund af gæster. I den tid - fra 1915 til 1932 - ca. 17 år - havde Johannes sit atelier i husets underetage og tildels en kælder. Et stort vindue mod nord og mulighed for levende modeller ude i baghaven indenfor et smukt.. Sigrid skulle gøre alt for ham angående det praktiske, f.eks. også lægge fugtige klude på hans arbejder " Han var, fortalte hun, meget afhængig af hendes syn på hans arbejder.- Hun formidlede gennem hele ægteskabet hans kontakter til eventuelle købere, lige som hendes halvonkel, billedhuggeren Hansen-Jacobsen havde været primus motor ved oprettelsen af legatet til Paris.

I 1932 fik Johannes atelier i Hellerup, da det blev for upraktisk med at få modeller og gipser de ca. 18 km. til Skodsborg. Der blev arbejdet ivrigt i atelieret og fester blev der holdt. Kammermusik blev spillet. Over for sine døtre var han meget årvågen. Han læste højt for dem, og skulle de i teateret havde han, da de var børn, læst komedien op for dem i forvejen.

Ca. 1927 fik de radio og her var det en stor oplevelse for familien at kunne høre klassisk musik. Pigerne havde haft en dejlig fri opvækst og rige legemuligheder og kunnet følge arbejdet i atelieret. I nærheden af hvor de boede, lå et børnehjem for forældreløse børn og for børn, der var fjernet fra hjemmet. Med den indstilling Sigrid og Johannes havde til livet fik den yngste datter sine første sociale kontakter med andre miljøer ved at måtte lege så meget hun ønskede det, med disse børn.

Døtrene blev aldrig uvenner med deres far på grund af skilsmissen, idet Sigrid påvirkede dem til ikke at være bitre. Det måtte dog nok ellers føles for hende som en stor skuffelse, at han forlod hende.

Det var ikke alene et dejligt hus, det var også en dejlig beliggenhed, ved Dyrehaven og mosen hvor Johannes om vinteren kunne dyrke sin gamle passion for skøjteløb og ved Øresund, hvor navnlig naboen Åge Oxenvad med sine klarinet-lunger udmærkede sig i undervands svømning. I nærheden var der tennisbaner, hvor Johannes om sommeren kunne kæmpe med en anden nabo, arkitekt Webers kone. Tennisklubben blev senere pigernes faste tilholdssted. En anden nabo, forstanderen på det nærliggende drengehjem, spillede han skak med. Til Johannes' store ærgelse lykkedes det ham aldrig at besejre ham.

Oxenvads boede i huset ved siden af og kom ofte et smut indenfor. Johannes fortalte, at de under krigen holdt gris, og at den fulgte med, når Åge kom på besøg, men pænt rejste sig og luntede med, når han sagde: "Kom, så går vi hjem". Gudrun Oxenvad blev Sigrids gode veninde, også de to familiers børn holdt det gamle venskab vedlige livet igennem. Hos Oxenvads lærte de violinisten Thorvald Nielsen at kende. Han og hans kone Alhed, der var pianist, kom til at få stor betydning for Johannes. Han kom dog ikke til at dele deres stærke kristne tro. Især efter Alheds død kom Thorvald ofte hos os i Materialgården; også jeg kom til at holde meget af ham. Han var simpelthen elskelig, varm og forstående.

Ejerne af den gård, hvorfra hele villakvarteret var udstykket Ejnar og Gudrun Mellentin, blev gode venner af familien Bjerg. Børnene legede sammen den gang, og har bevaret forbindelsen siden.

Koldingvennen Kræsten Iversen og hans kone Anna med datteren Grethe, der var jævnaldrende med Jinge. (De blev senere begge læger.)

Også Hans Peter Petersen og hans kone Anna, som hele livet var nær knyttet til familien. Han var bornholmer, havde som ung været til søs for senere at gå over til postvæsenet, hun var parykmager og arbejdede for det kgl. teater. De havde megen fornemmelse for kunst og erhvervede efterhånden en række udmærkede billeder. Hans Peter havde begyndt sin postale løbebane i Gjesten nær Sigrids barndomshjem, havde lært hende at kende som ganske ung pige og holdt meget af hende De var barnløse og meget glade for Jinge og Hannah, der som store piger ofte overnattede hos dem, når de var til fest i byen. De testamenterede deres sommerhus på Bornholm til Hannah, og Jinge fik bidrag til sit. Senere blev de også mine venner, jeg kunne slet ikke stå for hans åbne kærlige væsen.

Skønt der jo var et godt stykke vej til stationen, kom vennerne, på søndage om sommeren ofte på eftermiddags besøg. Naturligvis den gamle ven fra barndommen i Kunstnerkammeraterne fandt også vej til Skodsborg. Den noget stive og højtidelige billedhugger Arnof Thomsen, som pigebørnene nok af og til lavede lidt sjov med. Svend Rathsack og hans søde kone, Lone. (En lille, meget senere replik, giver et godt billede af hende. Da simpelthen alle kirsebærrene på deres eneste træ en morgen var forsvundet, sagde hun bare med et smil: "Jamen, de er da egentlig fuglenes!"). Arkitekten Ivar Bentsen og hans kone Helle var selvskrevne, også hendes gamle far, Arkitekten P. V. Jensen Klint kiggede indenfor på sine vandringer i Dyrehaven. Til kredsen hørte også malerprofessoren Einar Nielsen og hans svenske fru. Hun var kendt for sin elegance og sin replik. Jeg husker een, meget sigende, da der var tale om påklædningesudgifternes størrelse. Hun sagde stilfærdigt, men bestemt :"En hat er en hovedsag",og dermed var diskussionen om hattepriser afsluttet.

Jais Nielsen og Adam Fischer var gamle kendinge, William Scharf og hans kone Ingeborg, der var pianist, havde Johannes nok gjort bekendtskab med på Grønningen, ligesom Axel P. Jensen. Han og hans kone "Søster" blev meget nære venner, et venskab der kom til at betyde meget, også for mig.

Den feterede poet, Hans Hartvig Seedorf Pedersen og hans kone, "Spindevinde" boede af og til en lille tid hos dem, og Johannes modellerede en udmærket buste af hende. Også Jørgen Gudmundsen-Holmgreen boede der, mens han hjalp Johannes med reliefferne til Pariserudstillingen. Billedhuggeren Hugo Liisberg havde sin båd liggende i Vedbæk havn og kom hyppigt hos dem. Både han og hans kone Inger, der før hun blev blind, havde været en talentfuld maler, blev også mine meget gode venner.

I de senere Skodsborgår kom en kreds at Rotary-kammerater på skift til middag hos hinanden, således også hos Johannes. Jeg tror de var en halv snes stykker. Jørgen Hempel, murermester Jeppesen og grosserer Schrøder, som havde sommerhus i Vedbæk (Dem så vi senere lejlighedsvis). Jeg mener også direktør Deventier, isenkræmmer Erichsen og malermester Møllman var med.

Ved særlige lejligheder blev der spillet kammermusik i Atelieret. Oxenvad og Thorvald Nielsen havde så indforskrevet Gilbert Jespersen og hans fløjte. Johannes havde en smuk sangstemme men spillede ikke noget instrument. Sigrid spillede klaver, og begge var meget glade for musik.

På denne tid arbejdede Johannes forøvrigt også med farverne, men der er ikke bevaret mange af resultaterne. Et oliebillede af Åge Oxenvads kone, Gudrun og en meget henrivende akvarel med hans to små piger på en bænk i haven. Resterne af, hvad nok har været begyndelsen til en komposition med tre figurer, viser et nært slægtskab med hans skulpturer.

 Det bemalede lertøj han udstillede på Grønningen var uhyre enkelt i farven: nok den forhåndenværende blå og grønne. Da glasur fra syltekrukkerne på hylden ovenover sivede ned og forsynede hans skulpturer med en række brune striber, satte det et punktum for hans videre keramiske forsøg. (På et meget senere tidspunkt prøvede Den kongelige Porcelænsfabriks direktør, Christian Christensen at få ham til at "lave noget til fabrikken" De prøvekørte med et Danaide hoved, der blev fremstillet i Blanc de Chine og Celadon. Johannes indså, at han måtte lære sig at arbejde i en anden, helt speciel form, hvis dette her skulle have nogen mening, så det blev heller ikke til noget.

1917 fik Sigrid og Johannes igen en lille pige, Hannah. Johannes begyndte nu også at kunne sælge sine arbejder. Abessynieren i bronze, blev købt af Edv. Ree, der skænkede den til bortlodning i Skulpturforeningen. I Århus, hvor han på Grønningen 1918 udstillede ikke mindre end 20 arbejder, fandt han mange beundrere i det kunstglade og købedygtige borgerskab. Foruden mindre arbejder, solgte han således sin store statue i sleben granit "Den svangre" til Direktør N. A. Pedersen, hvis enke senere skænkede den til Århus by. Statuen af Abessynieren til Grosserer Kristian Kampmann. (Efter hans enkes død, blev den solgt til Kolding, der har gjort meget ud af dens opstilling foran Slotsbanken.) Et andet eksemplar blev købt af den kendte kunstsamler Tetzen-Lund. Senere blev den nye "Uffe" solgt til Direktør Schnedler-Sørensen, Fotorama, der skænkede den til opstilling foran det nyopførte Stadion. (Den blev efter dettes brand overført til parken "Vennelyst"). "Danaiden" blev solgt til Direktør Kjær, som overlod sin statue til Århus by, der også stillede den op i en park, denne gang i den anden ende af byen. Købmand Sjørup-Jørgensen købte efterhånden flere statuetter, der senere er blevet solgt på auktion. Også Statens Museum købte et eksemplar af Abesynieren, der blev anbragt i haven foran museet.

1918 indtraf en skelsættende begivenhed i Johannes Bjergs kunstneriske liv. Han fik tildelt det Ancherske Legat på 720 Kr. Det var på dette tidspunkt mange penge, men det var en betingelse, at man rejste på en studierejse og blev ude i et halvt år; så det var ikke så lige til at komme afsted. (Det blev først i 1921.) Der var så meget andet, der skulle passes. Væsentligst var nok den store udstilling, som han skulle holde 1919 både i København og Århus, sammen med sin gode ven, maleren Harald Giersing. Den vakte megen opsigt, også fordi man her, for første gang, hørte musik på en kunstudstilling. Thorvald Nielsen kvartetten opførte for første gang Åge Oxenvads Opus I og II. i g-mol og gentog Carl Nielsens Strygekvartet nr. 4. i F-dur. Der var også udstilling af nyere dansk kunst i Stockholm. (Liljevalks Kunsthal 1919) og 1920 udstillede han en række statuetter på Charlottenborg.

Det blev 1921 før familien kom afsted. Over Berlin og Innsbruck til Norditalien. De slog sig ned på Villa Linda, i omegnen af Firenze, hvor på dette tidspunkt også maleren Poul S. Christiansen boede. På dennes maleri "Fra Villa Lindas Have" ses to legende småpiger, det er Jinge og Hannah Bjerg. Bortset fra en tur til Syditalien, Rom og Napoli, boede familien her lige til hjemrejsen.

Der var på 'Villa Linda ikke noget atelier, men Johannes fik overladt et badeværelse til arbejdsrum, og her satte han så den medbragte skitse til Elskovskampen op i stort format, lidt over legemsstørrelse. Hvordan han, under sådanne forhold, har kunnet få overblik over en så udpræget "Rundskulptur', med en så sammensat komposition, er temmelig gådefuldt, men den blev altså færdig på rekordtid og tilmed støbt i bronze. Støbningen var nu langt fra tilfredsstillende, der var masser af huller og dårlige samlinger; så da den var kommet hjem til København, blev den gennemrepareret på Laurids Rasmussens værksted, men, som Johannes udtrykte det: "Den kom aldrig over det." Ikke desto mindre blev den købt af Statens Museum og opstillet på plænen foran museet. Her stod den indtil 1984, da den blev erstattet af en mere moderne skulptur og flyttet i kælderen; det har nok reddet dens liv. Kloge hoveder har påstået, at den var inspireret af "Sabinierindernes Rov"; det var den ikke. Motivet var Heines: "Und der wilde Knabe brach Røsslein auf der Heide. " I alle tilfælde er det noget misvisende at kalde den elskovskampen, der er egentlig ikke megen erotik i den, i al fald ikke i hende. Den skulpturelle opgave var, at få to trekant-motiver til at bevæge sig ind i hinanden, så de i forening danner en 6-kantet figur, der spænder ud i det imaginære rum, som soklen angiver. Denne matematiske grundide var ikke noget nyt; den var tydeligt medbragt fra Paris, og forlod ham aldrig, selvom den efterhånden fik andet kød på skelettet. Tydeligt i hans allersidste arbejde, skitsen til "Sejren" ser man hans arbejde med de to figurers rytme; den gående kvindefigur, der ligesom løfter sig op og får manden til at stå stille, trods den gående bevægelse.

 Selvfølgelig var den italienske Renaissance ikke uden indflydelse: Johannes understregede ved enhver lejlighed sin beundring for disse kunstneres evne til at forene en stram komposition med en rigt facetteret udformning af detaljen. Michelangelo, såvel som Leonardo, hvis betragtninger om kunstens almene principper, han allerede tidligere havde beskæftiget sig med. (Engang, da en journalist spurgte ham om, hvilken uddannelse han kunne have ønsket sig, svarede han: "Læredreng på Donatellos værksted. ")

 Om hans beundring for Michel Angelo vidner hans, næsten forelskede, kommentar til billedet af "Slaverne".

Den vågnende, hvori det firkantede motiv i bratte vinkler zigzagger sig op gennem statuen, benyttende alle delinger i lemmer og krop til at spænde voldsomt ud i blokken, diagonalt fra det ene hjørne til det andet, trædende helt ned i bunden og gennem den voldsomme bevægelse i overkroppen går helt op til blokkens øverste kant, derigennem givende den indre rørelse i opvågningen, dens trods og oprørsvilje.

Også den drømmende, hvori yderkanten af figuren kun blideligt går ud til siderne af blokken, hvor ingen linjer mødes i skarpe vinkler, men altid glider forbi hinanden som drømme, der henvejres, og hvori selve figurens balance er svajende, frem og tilbage som blomsten på sin stilk i en let brise.

Forskellen mellem de to figurer går helt ned til selve materialebehandlingen. I den ene har mejslen været ført frit, skarpt og hårdt. i den anden tøvende, blødt og mygt. Alt det anatomiske er ikke længere anatomi, men tvungent ind under det bestemte motiv, tvungent i relief ind under det og derigennem blevet fortættet og levende

Men tilbage til Johannes og Elskovskampen. Den blev i 1923 udstillet både på Gøteborg Museums Jubilæumsudstilling og på den Frie, hvor han i 1922 var blevet medlem.

Denne forandring i tilhørsforhold beroede ikke på nogen uoverensstemmelse med kammeraterne, som han livet igennem bevarede et varmt venskab med, men på de meget usikre økonomiske udsigter. Man mente, at Grønningen blev nødt til at lukke: Hvad den måske også havde måttet uden de tilkommende tegnere, der skabte et større besøgstal og mere omtale i aviserne. Hans økonomiske forhold tvang ham til at finde et sted at udstille, men det gjorde ikke noget skår i forholdet til de andre. Olaf Rude, William Scharff og især Axel P. Jensen og hans kone, Søster, var trofaste venner, så længe han levede. Harald Giersings død i 1927. var en stor sorg for Johannes, der ofte fremhævede hans og deres fælles ven, Leo Swanes betydning for sin kunstneriske udvikling.

"Elskovskampen" kom på mange rejser; foruden i Gøteborg, var den på international udstilling i Dresden, hvor den forskaffede ham et tilbud om et professorat, som han dog afslog, og på en stor dansk vandreudstilling rundt i U. S. A., bl. a. i New York, senere til Amsterdam, Venezia, Bukarest og Beograd.

Eksemplar nr. 2 blev solgt til Århus, hvor det stod som midterfigur i det senere nedlagte springvand foran Biblioteket. Jeg kommer i et senere afsnit ind på tilføjelsen af "Amorinerne"
Nr. 3. gik til en privatsamler, der senere afhændede det til Odense by.

 På Den Frie fandt han også gode venner, hans "tvillingebroder" maleren Kræsten Iversen, der var født samme dag som han i 1886, og blandt billedhuggerne :Gerhard Henning, Svend Rathsack, Huggo Liisberg og Arnoff Thomsen. Han udstillede dér regelmæssigt til sin død.

1922 blev Johannes valgt ind i Akademirådet; også her blev der tale om en livslang tilknytning. (Direktør fra 1943-46. ) Det var hans kongstanke, at alle kunstarterne var grene på den samme stamme, billedkunstnerne selvfølgelig først og fremmest. Særlig fremhævede han billedhuggerens og arkitektens nære slægtskab, og kæmpede som en løve for at fastholde bofællesskabet på Charlottenborg, da der var tale om at flytte Arkitektskolen til Polyteknisk Læreanstalt. Hans tanke var, at et kammeratskab mellem de tre skolers elever skulle anspore til et samarbejde, at man ved kombinerede skole-opgaver skulle arbejde på at forene parterne fra et projekts første begyndelse, så skulpturen eller maleriet blev en del af, og ikke en udsmykning af et allerede opført bygningsværk. Arkitekterne blev på Charlottenborg, hvor de siden har kæmpet med pladsnød, selvom der er fundet nogle lokaler i omegnen. Johannes blev umådelig upopulær på den sag. Der blev startet en aviskampagne, hvor man forlangte, om ikke hans hoved på et fad, så i al fald hans øjeblikkelige afskedigelse. Bølgerne lagde sig efterhånden; men det nære samarbejde var der i realiteten ikke ret mange andre end ham, der havde en virkelig interesse for.

Heller ikke for en anden plan, som findes realiseret i flere andre lande; Den drejede sig om at dele arkitektstudiet op i to dele; den første med de elementære fag, måske knyttet til Polyteknisk Læreanstalt, den anden med en friere undervisningsform, knyttet til billedhugger- og malerskolerne, måske også til studiet af kunsthistorie. Den forblev på dagligstueplanet og kom aldrig op i Akademirådet.

Personlige venner blandt arkitekterne, savnede han dog ikke. Han betragtede deres huse som skulptur i stort format, "proportionerne i et rum som væsentlige for sjælens sundhed". Han diskuterede gerne med dem.
Kåre Klint, Steen Eiler Rasmussen, Kay Fisker, Vilhelm Lauritzen. Først og fremmest Ivar Bentsen; hans svigerfar, Grundtvigskirkens skaber P. V. Jensen Klint, så også indenfor på sine skovture.t

 For Johannes eget vedkommende sås et eksempel på samarbejde i Dansk Kunstindustris udstilling i Paris, 1925. Her dækkede han væggene i Kai Gottlobs spisesal med en række relieffer, fremstillet til formålet. De fik forøvrigt guldmedalje, men knustes under hjemtransporten. I almindelighed indskrænkede det sig til, at han fik hjælp af en arkitekt ved udformning af sokler og anbringelsen af monumenter, der allerede var støbt, eller han lavede relieffer til anbringelse på angivne felter i færdigt byggeri

I 1925 blev Johannes medlem af Rotary Klubben. Den var han meget glad for i de første år; den var lille, så trods den korte tid frokostmøderne varede, kom medlemmerne til at kende hinanden godt, og der var et meget fint kammeratskab mellem de meget forskellige medlemmer. Det passede ham godt, også at møde andre folk end kredsen omkring Akademiet og kunstudstillingerne, selvom det vel nok var Vilhelm P. Schrøders, Jørgen Hempels, og Murermester Jeppesens kunstglæde, der bandt dem sammen. Senere, da klubben blev ved med at vokse, syntes han, den havde tabt sin oprindelige karakter, og han kom der kun sjældent. Da han aldrig arbejdede i kunstigt lys, kunne han kun dårligt afse dagslystimerne til andet end uundgåelige møder.

Fra denne tid stammer også hans venskab med møbelgrosserer Carl Holger Suhr; det begyndte vist som et kunde-bekendtskab; han købte flere mindre ting og bestilte et marmor relief til opstilling på sin kones grav. Han havde også en udmærket malerisamling, blandt andet nogle meget fine tidlige billeder af Kræsten Iversen, som også stadig kom i hans hjem.

På et senere tidspunkt, formidlede Holger Suhr bekendtskabet med andre velhavende og kunstinteresserede forretningsfolk. Møbelhandler Holger Christensen, som foruden mindre ting, købte statuen "Gry" (se senere) og Garveriejer Chr. Christensen, der bestilte "Pomona" til opstilling i sin fødeby Skælskør (se senere), og desuden en marmorbuste af sin kone, Emilie.

En særlig betydning fik bekendtskabet med lægen Dr. Philipsen; han var på den tid almindelig kendt for sin interesse for parapsykologi. Johannes delte denne interesse og deltog i en række spiritistiske seancer, blandt andet med "Borddans". Mærkeligt nok var det et vellykket forsøg, der fik ham til at sige fra. Bordet bankede et navn, som ingen af de deltagende kendte; det var et specielt kælenavn for en tilstedeværende, men ikke deltagende dames nylig afdøde ægtefælle. Johannes kunne ikke give nogen forklaring på sin opfattelse af, at en højere kraft havde vist ham eet eksempel på sin magt, og det måtte være nok. Om det var til ham, eller til en af de andre, tankeoverførelsen havde fundet sted, tillagde han ikke nogen betydning. Noget andet er, at han selv havde en mærkelig, hypnotisk evne, der gik fra at få folk til at gå ind på sine ideer, til, for sjov, at få en tilfældig medpassager i en sporvogn til at efterabe enhver af sine bevægelser; en spøg som jeg bestemt ikke gouterede, og som han heller ikke gentog.

 Tyverne var en frugtbar periode i Johannes kunst. Han lavede her en række portrætter af slægt og venner; døtrene Hannah i marmor, Jinge til bronze, Kræsten Iversen i træ, "Spindevinne" d. v. s. Karen-Else Seedorf -Pedersen og naboen Ejnar Mellentin. Også forskellige bestillingsarbejder.

 Forstander for Teknisk Skole i Kolding, I. A Hansen, Professor Svenn Monrad, Rudes onkel P. C. Rasmussen, opstillet i hans forretning i Odense, Borgmester F. Jensen ( i marmor) til Københavns Rådhus, Johan Wilmann mindesmærke til Lyngby, og i Ringsted et monument for Ole Hansen - den første bonde i Kongens råd

Noget særligt var en portrætstatue af billedhuggeren Jens Adolf Jerichau til Glyptoteket. (1926) Det var ham en stor glæde at få denne bestilling, selvom museets facade måske ikke var den baggrund, han kunne drømme om.

Helt bortset fra æren og pengene, ville han meget gerne skabe et monument for en kunstner, som han på een måde satte højere end Thorvaldsen, og som han ikke syntes var værdsat efter fortjeneste. Trods anbringelsen i en niche, er den skabt til at kunne stå hvor som helst. Frit efter de gamle gotiske stenmestre sagde han: "Vorherre ser den også bagfra". Det lød jo meget kønt, men man kan jo også have en lillebitte mistanke om, at han håbede statuen en skønne dag kunne få en anden og bedre placering.

Også andre statuer blev opstillet i denne periode. "Uffe" som sagt i Århus; "Danaiden" i Grønningen, købt af Københavns Kommune. (Forarbejdet i statuetteform havde allerede været udstillet i 1919. ) Den blev meget populær. "Forum" April 1923, bragte et billede af den med tekst af Johs. V Jensen:

 I 1923 vandt han i en konkurrence blandt danske og tyske billedhuggere om et monument for de faldne i krigen 1914-18 Monumentet i Åbenrå.

En lang række andre relieffer hører til denne periode: Det noget tidligere gravmælde for forældrene:

Siden fulgte forskellige rækkehus relieffer i kunststen.

På opfordring af arkitekten Jesper Tvede: Den store udsmykning af Handelsskolen for Kvinder, som Ny Carlsberg Fondet betalte.

Og sidst . Marmorreliefferne i Tronsalen på Christiansborg (Resultatet af en lukket konkurrence mellem ham og Einar Utzon Franck).

 klik her for at gå til næste afsnit