klik her for at gå til forrige afsnit

Monumentet for Skipper Clement

En privat indsamling i Nørrejylland havde skaffet halvdelen af købesummen, mens Ny Carlsberg Fondet havde lovet at tilskyde den anden halvdel. Konkurrencen var bunden, mellem Anders Bundgård, C. J. Bonnesen og Johannes. Det vakte modstand blandt de andre billedhuggere. Jean Gauguin var meget vred; han ville forøvrigt slet ikke være med, da konkurrencen alligevel blev åbnet, men Anne-Marie Carl Nielsen, Jens Lund, Carl Mortensen og Erik Cohrt deltog så også. Ålborg Komiteen var mest stemt for Bundgårds udkast: En gruppe af bønder med Skipperen som hovedperson: men Ny Carlsberg Fondet afgjorde sagen til fordel for Johannes. Axel P. Jensen havde tegnet en mosaikbrolægning i farvede, slebne sten med scener fra Skipperens liv; men det blev der desværre ikke penge til, og Johannes V. Jensens inskription strøg man, af hensyn til Ny Carlsberg Fondets katolske direktør

Figuren mødte megen kritik fra offentlighedens side. Thomas Olesen Løkken skrev lange artikler om "Den forkerte type", andre syntes, at det så ud, som om han var i underbukser, og historie-eksperter anførte, at sværdet var et ryttersværd og næppe kunne have været anvendt af Skipper Clement. Johannes mente, at det ikke var umuligt, at Skipperen var bereden, og at han godt vidste, det var et ryttersværd, men at det i denne sammenhæng var uden betydning. Der kunne jo ifølge sagens natur, ikke blive tale om et "portræt". Det skulle vise den stærke bonde, der kæmpede for friheden, og sværdet var bortset fra dets skulpturelle, centrale funktion - et symbol på vilje og kraft. Senere fortalte han mig, at det, der havde inspireret ham, nok nærmest var nogle af Johs. V. Jensens beskrivelser fra "Himmerlandshistorier. "

Denne kolossale figur var for stor for atelieret i Skodsborg, men heldigvis fandt Johannes et stort, ledigt arbejdsrum i Sigurd Swanes hus på Vingårdsallé i Hellerup.

 

 

 

Maleren Sigurd Swane, Datteren Jinge og Johannes med figuren I ler

 

 

 

 

Han deltog selvfølgelig også i konkurrencer, som han ikke vandt f. eks. Søfartsmonumentet på Langelinie, som Svend Ratsach udførte. En enkelt figur i Johannes´ skitse blev støbt i bronze. " Neptun".

Skitse til Søfartsmonument — Neptun. 1924

To gange deltog han i konkurencer om et Genforenings-monument

Det første: en trekant -komposition, med en stor symbolsk gruppe på en sokkel, med tre mindre ved foden. De små grupper er bevarede i bronze, den ene på Statens Museum for Kunst. Den store gruppe blev, sammen med alle de andres i 1926 udstillet i Rådhushallen.

Det sidste i samarbejde med Steen Ejler Rasmussen: Christian d. 10. til hest,( fra en tidligere konkurrence om et konge monument.) et relief med mange figure, plus fire store buster af de Sønderjyske førere, tænkt placeret i Kongens Have. Kun skitsen til H. P. Hansen er bevaret i bronze

 

Det var selvfølgelig en skuffelse, hver gang et stort forarbejde ikke kom til udførelse, men det bitreste var relieffet "Lys og Mørke". Johannes havde forstået det sådan, at Beckett havde bestilt det lange relief til et felt ved sideindgangen til Glyptoteket; men da skitsen var færdig, kunne Beckett overhovedet intet huske om hele sagen. Johannes var aldeles overbevist: hvordan skulle han dog have fået en sådan ide. (Der er for øvrigt aldrig kommet noget relief på stedet). At føre sag mod Ny Carlsberg Fondet for misligholdt kontrakt, var jo ikke nogen god ide, så han måtte slå sig til tåls med at modtage et mindre beløb for sin ulejlighed og havde den triumf, at Leo Swane var meget begejstret for udkastet og senere købte det i bronze til Statens Museum.

Springvandet i Mølleparken i Århus, hvor Elskovskampen først var eneste figur, centrum for 5 høje vandstråler, virkede ikke til Johannes' tilfredshed, og han foreslog kommunen at udvide fontænen med nogle små figurer til udspring for strålerne. "Forskønnelsesudvalget" med Byrådsmedlem Johanne Berg i spidsen og Stadsgartner Sandberg var glade for projektet og gik til Ny Carlsberg Fondet, der accepterede udkastet og lovede at betale regningen .

 

Amorinbrønden, Århus, 1932 

Det erotiske tema fra Elskovskampem fortsattes i relieffet "Elskovsleg", der var tænkt udført i brændt ler. Det var på forskellige udstillinger i gips og endte med at blive støbt i kunststen og opsat på folkebiblioteket i Vejle. (Skænket af Ny Carlsberg Fondet.)

 

Elskovsleg 1931-32

Rejsen til Grækenland

I 1931 fik Johannes Ny Carlsberg Fondets store rejselegat, som satte ham i stand til at tilbringe hele April måned i Grækenland. Turen blev en af de store oplevelser i hans liv, en kilde til glæde og inspiration.

Hans rejsefæller var malerne Ville- og Jais Nielsen, rektor Julius Nielsen, dr. Vilhelm Lorenzen og lektor Carl Langballe. Undervejs mødte de professor Friis-Johansen, som var dem til megen nytte under en stor del af turen. Johannes satte stor pris på denne fine, beskedne mand, der havde store arkæologiske, historiske og sproglige kundskaber, og som altid var parat til hjælp. I Athen traf de også de gamle venner maleren Ejnar Nielsen og hans kone Elin med malerinden Olivia Holm Møller og geografen lektor Sofie Petersen i følge.

Turen begyndte i København med tog, på III kl. og fortsatte med allehånde transportmidler, i Grækenland sommetider med tog, men også med private taxier, og når de ikke kunne forcere de usle veje, så også på æselryg. På vejen til Kreta var båden en forhenværende rigmands-yacht, hvor middagen blev serveret af tjenere med hvide handsker, på hjemturen en bedaget rutebåd, der langsommeligt sejlede dem rundt om alle nordkystens havne; hvad de forøvrigt kun var glade for, da vejret var fint og de sejlede ganske tæt opad kystens dejlige landskaber. Der var nogle vanskeligheder med billetterne, så Johannes og Jaises fik en ufrivillig dag i Buda-Pest, hvad de var meget tilfredse med; men ellers gik turen efter planen. Over Saloniki til Athen, med udflugter til Dafnis, Eleusis og Marathon. Med tog til Korinth og derfra med bil til Mykene, Nauplia, Epidauros, Sparta og Mistra, med tog og bil til Olympia; derfra tilbage til Athen. På Kreta så de først Gortyn, så Feistos, senere Haja Triada, Knossos, Malia og, selvfølgelig, det dengang ganske lille museum i Heraklion. De gamle havnebyer Rethymon og Cania, måtte de nøjes med at studere fra havsiden; skibet kunne ikke gå ind i havnen og lægge til ved kajen så de brugte kikkerterne flittigt til at iagttage deres gamle minareter og de vældige Venezianske fæstningsværker.

Efter en enkelt dag i Athen, gik turen hjemad; dog med et par dage i Delfi, hvor de mødte Simplon-ekspressen (Orient-ekspressen) og den Europæiske komfort Efter en lille rundtur i Beograd, hvor Johannes og Langballe fik et ophold, fordi de ikke havde billet til at fortsætte med sovevognen, gik turen videre, dog på I. kl. Senere gik de over til II; for at slutte på III. gennem Tyskland. Jais og Ville havde allerede taget afsked i Grækenland; og nu i Berlin forlod de tre andre Johannes, der blev i Berlin for at se Museet, specielt Pergamon alteret; det virkede noget skuffende, ovenpå "Den ægte vare".

Johannes havde været plaget at en dårlig mave siden Kreta; han mente den skyldtes en forgiftning, han havde pådraget sig ved at spise nogle ukendte frugter. Det var nu blevet endnu værre, og han havde fået feber, så han var glad for, næste morgen at kunne sætte sig i toget til København; senere var han lykkelig for, at han ikke, som først besluttet, var taget hjem, straks da han blev dårlig. De mange pragtfulde landskaber, det brogede folkeliv, de fremmede byer og først og fremmest naturligvis den græske kunst fyldte ham aldeles. Han frydede sig over den arkaiske kunst, -men Olympia var nok det, der havde gjort stærkest indtryk på ham:

"Jeg kan ikke forklare det, det er som at komme hjem til et tabt fædreland og jeg er fuld af taknemmelighed. Jeg kan ikke forestille mig nogen skulptur mere fuldendt end Apollon fra Olympia. (Dette efter Johannes’ rejsedagbog)

 Skønt der blev udført mange små og store skulpturer, som også blev solgt, var familiens økonomi til stadighed vaklende. Johannes arbejdede flittigt, men ikke hurtigt; tingene skulle være "færdige" d. v. s. så gode, som han nu kunne lave dem, inden de blev afleverede, hvad enten bestilleren kimede huset ned, eller kassekreditten var overskredet; men pengesorgerne plagede ham meget; Hans transportudgifter var steget betydeligt ved atelierets flytning, først til Vingårdsallé, senere til Frederiksholms Kanal, hvor han havde været så heldig, i nordenden af Materialgården, at kunne leje det største af de atelierer, der var sat i stand efter en brand. Tidsrøvende var det også med afstanden mellem hus og arbejdssted, ofte overnattede han på atelieret, især efter at han havde fået ekstra rum ovenpå.

 Maleren Axel P.Jensen

 

Af og til fik han middagsmad, og tilbragte aftenen hos sine gode venner, Søster og Axel P Jensen, hvor han traf mig, Minna Mondrup, der var færdig med mine studier men endnu ikke havde fast stilling og ofte kom der. Han kendte mine forældre, og havde også mødt mig på udstillinger og ved forskellige offentlige festligheder, men her blev en lejlighed til at gøre nærmere bekendtskab og efterhånden sås vi også andre steder Vi spadserede sammen på Langelinjen, og jeg tog med ham på ture i Dyrehaven, hvor han studerede"Elletrunter". Med det resultat, at vi kom til at holde meget af hinanden, hvad der yderligere komplicerede tilværelsen for ham.

Sigrid havde siden deres ægteskab simpelthen ordnet alt, hvad der ikke lige var billedhugger arbejde, og Johannes synes slet ikke at have holdt styr på tingene, så der var både store, ubetalte regninger og ret alvorlige kontante lån, der var forfaldne. Tilmed havde en uhæderlig skatteopkræver puttet indbetalingerne i sin egen lomme og ikke givet nogen kvittering, så der var også lang tids ubetalte skatter. At manden kom i spjældet, kunne jo ikke hjælpe

En syg kone og en håbløs økonomi.

Han var helt ude af sig selv, ude af stand til at arbejde. Det værste der kunne ske ham.

Efter mange og lange overvejelser bad han Sigrid om hendes accept af en skilsmisse. Hun sagde uden nogen diskussion; "Selvfølgelig, men så må det være nu, og du må tage til København med det samme." Det gjorde han, men ikke med glad hjerte; han var meget ked af at miste den daglige kontakt med sine to piger; Jinge, der lige var blevet student og Hannah, der stadig gik i skole. Sigrid, holdt han stadig meget af. "Hun er altfor god og tålmodig til én som mig. " sagde han, "hun har gjort alt for mig. Det er mig, der ikke slår til, der har været utålmodig, krævende og irritabel. Jeg ved det godt, men jeg kan ikke arbejde, jeg orker ikke at leve på denne måde."

Johannes flyttede så ind på Atelieret. Sigrid og pigerne fik senere en lejlighed på Østerbrogade og så gode økonomiske vilkår, at det var mulig at holde en fast hushjælp, en nødvendighed på grund af Sigrids sygdom. Pengene var dog meget små. Den ældste, Jinge, fik under studierne tilskud fra "Rotary". Den yngste, Hannah, skaffede sig hurtigt, efter at hun havde begyndt på kunsthåndværkerskolen, legat til materialer og skolepenge.

Huset i Skodsborg, var det meget vanskeligt at komme af med; ingen købte på det tidspunkt, og efter vi var blevet gift, havde vi ikke lyst til at bo i det, så Johannes blev nødt til at sælge det dejlige hus for et beløb, der ikke dækkede meget andet end gælden Han havde selv været med til at tegne det i sin tid, og havde overvåget opførelsen af det, så han var meget ked af at måtte afhænde det Også af økonomiske grunde var andet ikke muligt.

 klik her for at gå til næste afsnit