Søren Kanne

Det var naturligvis ikke fester altsammen. 1 August 1947 foreviste Johannes sin store gipsmodel af den statue af Søren Kanne, som Grenå byråd og Ny Carlsberg Fondet havde bestilt, allerede i 1942. Den var blevet stærkt forsinket, både på grund af sygdom og på grund af flytningen. Den var forøvrigt årsag til, at Johannes i Frederiksholms Kanal tog ateliererne i brug, før den lejlighed var gjort istand, som vi skulle flytte ind i efter Anne Marie Carl Nielsens død.

Der blev først lavet en lille, senere en lidt større skitse af en nøgen mand, derefter to med forskellige dragter, og modellen blev tegnet igennem i flere forskellige stillinger. Til hovedet fandt Johannes et kraftigt bonde-ansigt: billedet af hans egen bedstefar. Der var jo ingen mulighed for at lave et egentligt portræt. Opgaven var at skabe en skikkelse, der gav udtryk for mod og offervilje. Det blev for Johannes også noget af et symbol på modstandsbevægelsen.

Da den, for een gangs skyld, er modelleret som en frontal figur, beregnet til at have kirken i ryggen, var Johannes en bestemt modstander af fiskernes ønske om at fa den opstillet på Havnen, også af andres forslag om en anbringelse på en plæne i et anlæg. Den blev prøveopstillet på havnen, men heldigvis holdt Borgmesteren, trods lokale demonstrationer, fast ved Kirkepladsen, hvor den blev opstillet, efter at også Ny Carlsberg Fondet havde støttet dette forslag, og efter at den storartede havearkitekt C. Th. Sørensen havde påtaget sig at ordne omgivelserne. Den højtidelige overdragelse af statuen til byen blev foretaget af fondets formand, Viggo Thorlacius-Ussing.

Jeg husker meget tydeligt festlighederne, der foregik i Juli måned, hvor vi boede i det gamle familiehus "Rylereden" nord for Blokhus. Det var for indviklet at komme med tog til Grenå, så vi lejede Niels Højen, ejeren af egnens eneste taxa, til at køre os derned og hjem igen samme dag. Det blev mig betroet, at trække i snoren ved afdækningen: det fungerede fint, og jeg blev belønnet med en stor buket blomster, som jeg pænt bar rundt på det meste af eftermiddagen.

Den danske David

"David" blev den naturlige fortsættelse af "Søren Kanne". Kampen efterfulgt af freden.

Den blev bestilt allerede i 1945; d. v. s. man bad Johannes lave et monument for Modstandsbevægelsen, og specielt for 4 unge mænd fra Bornholm, hvis navne nu står på soklen, sammen med følgende vers af Hans Hartvig Seedorf:

Skitsen til David blev så forevist og accepteret. (1947) Motivet har været brugt utallige gange og Johannes' går helt nær på Michel Angelos berømte figur, stående med det bøjede ben hvilende på en hjelm; også armenes stilling er næsten den samme. Men tanken bagved er meget forskellig; mens Michel Angelos er spændt af kamplyst, ville Johannes gøre sin danske David afslappet, varsle fred efter overmagtens nederlag. Den itubrudte stålhjelm giver ly for en fuglerede for at tydeliggøre tanken, og den unge mand bærer den populære lille, strikkede Air-force hue for at understrege, at han ikke er soldat. (Michelangelos David hviler foden på Goliats afhuggede hoved, der stadig har sin pragtfulde hjelm).

Jeg har villet fremstille en dansk David. Ikke en af overvældende Hidsighed og Vrede desperat Person- men nok én, hvori indre Oprør og Fortørnelse viser sig i Panden og Armenes og Hændernes Fyldthed af Årer som en brusende bæk i Forårstiden. Min David skulde næsten også, trods den dybe alvor have et lille smil tilovers, og hele hans unge Form skulde gerne være rolig og glidende som Bakkerne og Dalene i Danmark.

Statuen blev opstillet i Almindingen og afsløret i August 1950. Johannes lå endnu på" Blegdammen" efter sit hjerteanfald og kunne ikke være med, men han havde skrevet en smuk tale, som jeg holdt på hans vegne. I 30 graders varme og for en talrig forsamling med en sveddryppende Amtmand i uniform på første række. I fri luft, men dog med mikrofon. Undervejs faldt en mand af det opstillede æreskompagni om, ramt af et hedeslag, men heldigvis sad mange ned, og jeg kunne fortsætte talen.

Århus-balladen

Johannes havde ikke alene vanskeligheder med sine egne arbejder, også som dommer i konkurrencer mellem andre billedhuggere fik han nogle drøje hug. Værst gik det, da Knud Nellemose havde fået l. præmie for sit udkast til et mindesmærke for Frihedskampen. Nogle skuffede deltagere sendte en protest til Akademisk Arkitektforening og Anker Hofmann beskyldte Johannes for "at spille med mærkede kort, ligesom møbelhandler Linde". Baggrunden var, at Nellemoses' udkast ikke var i de forlangte mål, og en andens forslag havde været med i en tidligere konkurrence, altså kendt i forvejen. Johannes blev rasende, og gennem højesteretssagfører Bondo Svane krævede han en undskyldning; ellers ville han anlægge injuriesag. Spøgefuldt nok, var det Johannes, som trods megen modstand havde gennemført, at Hofmann vandt i en konkurrence i Randers; men det vidste han selvfølgelig ikke noget om. Bølgerne lagde sig, og Johannes fik ikke lejlighed til i retten at forklare, at ingen af de kendte kunstnere kunne være virkelig anonyme for fagfolk; naturligvis kunne han se, hvem der havde lavet hvad; men han holdt på, at det var rigtigt, at der ikke måtte nævnes navne af hensyn til andre medlemmer af bedømmelseskommiteen, som nok ikke så helt så godt. Det var der heller ikke blevet i dette tilfælde.

I. C. Christensen

Ikke mindre end 2 kommitéer havde samlet bidrag til rejsning af et monument for den gamle Venstre høvding; een lokalt og een på landsplan og Amtmand Karberg havde så spurgt Johannes, om han ville lave en skitse. Han sagde ja, og i efteråret 1946 tog han derfor til Ringkøbing og så på torvet, hvor man havde tænkt sig monumentet anbragt. Det var velegnet til den kolossale portrætfigur, som man øjensynlig helst ville have.

Johannes var meget lidt for moderne bukse-mænd, men skelede til Bissens Frederik VI. og sagde til sig selv, at det altså kunne gøres. I. C. Christensen gik med diplomatfrakke, og ved at være lidt flottere med folderne end skrædderen, kunne man få noget i retning af en kanneleret søjle som bærende element; og da han som regel stod med en sangbog i hånden, når han talte, var det oplagt at give de lange linjer i frakken et modspil med de samlede hænder. Der var almindelig tilfredshed med resultatet, og skitsen blev bestilt udført i bronze i stort format (ca.3 m.) i Sommeren 1949.

Et hjerte-anfald.

Johannes skulle selvfølgelig have David ud af huset, før han kunne sætte en stor, ny figur op; men der hændte noget meget mere fatalt end det, at en tidligere figur endnu ikke var færdig. I sommerferien 1950 var vi, som sædvanlig, en tid i Rylereden. Johannes havde det godt, og vi gik lange ture; en dag ad stranden op til Saltumvejen og tilbage over land, i et ret besværligt terrain, blandt andet med mange plantehuller, som endnu var uden planter. Det var før Fårup Klitvejs tid. Den næste dag gik vi frem og tilbage til Blokhus, selvom vi senere skulle til aften hos Georg Renbechs på Vestruplund. Der var som altid, meget god og fed mad, så efter måltidet gik alle en tur rundt i markerne. Pludselig blev Johannes utilpas; jeg tog det meget let og sagde; "Du har forspist dig i Karens gode leverpostej ". Min søster Grethe havde mere medfølelse, hankede op i ham og fulgte ham ind på gården. Han blev nu virkelig dårlig, og Johannes svigersøn, Hannahs mand Poul Kruhøffer, der er læge, konstaterede et hjerteanfald; der gik bud til Apoteket efter medicin, og Johannes blev forsigtigt kørt hjem til Rylereden. Her lå han på sin ryg et par dage før en ambulance bragte ham til Amtssygehuset i Ålborg. Det var rigtig galt, og han måtte blive der i to måneder, før han kunne overføres til "Blegdammen" i København, hvor hans anden svigersøn, Kaj Kjerulf og overlæge Niels Krarup tog sig af ham.

Min gode ven, Emmy Willemoës havde en søster, kaldet "Lillemus", som boede i en villa, lige i nærheden af hospitalet. Hun havde ret god plads og var vant til at tage sig af "Herreløse Hunde", så jeg fik også husly og kunne være hos Johannes det meste af dagen. Jeg var meget bange for at miste ham; den dag idag kan jeg ikke lide den ellers meget pæne kaffedug, jeg broderede i de lange timer, hvor Johannes døsede i sin morfinrus. Man troede øjensynligt ikke på, at han ville komme sig og fyldte ham med morfin. Da han alligevel kom sig så meget, at han skulle flyttes hjem, holdt det meget brat op med morfinen. Han havde det forfærdeligt, græd som et lille barn; men der var ikke noget at gøre. "Vi kan da ikke sende en morfinist ud af huset, det må De kunne forstå. "

Som sagt var han på hospitalet i August, og ikke med til afsløringen af David på Bornholm; men så snart han kom hjem, gik han i gang. I Oktoberferien, husker jeg, var han på atelier'et igen. Det tog sin tid med monumentet I.C. Christensen til Ringkøbing; først i 1952 stod det færdigt i Bronzestøber Rasmussens gård, hvor det blev forevist for en indbudt kreds, inden det, i Ringkøbing, blev opstillet på den sokkel, der allerede ventede på det. Omkring den var tegnet et cirkelslag og fire radier i flade granitfliser, med slidte brosten lagt imellem.

Byen var flagsmykket, Sønderborgs militærorkester spillede, alt hvad der kunne krybe og gå havde samlet sig på torvet, man sang, og Statsminister Knud Kristensen holdt tale. Det var fuldendt.

Der kunne kun rummes 350 personer på Højskolehjemmet, hvor der skulle være "Kaffebord" med en række talere. Medlemmerne af l. C. Christensens familie tegnede sig for 70 pladser, så man havde måttet uddele adgangskort til "Inderkredsen". Resten af forsamlingen måtte nøjes med at nyde regimentsmusikken udenfor. Jeg tror, vi var inviteret til middag privat, hos en slægtning af I. C. eller måske var det hos Amtmanden; jeg kan intet huske om det, mens torvet og kaffebordet står meget klart

Handelsbankens Forårsrelief

Det sidste store arbejde som Johannes fuldførte var "Forår" Allerede i 1948 havde han fået bestilling på udsmykningen af et meget stort felt i forhallen til Handelsbankens udbygning af Hovedsædet i Holmens Kanal: en gave fra alle bankens ansatte. Han bestemte sig med det samme til ikke at søge noget penge- eller handelsmotiv, men tvært imod noget "menneskeligt", grupper af glade unge menneske, lidt i stil med relieffet Forår fra tyverne.

?Kalkstensblokken skulle være 40 cm. dyb og ca. 150 x 250 cm. stor. Stenbruddet havde flere uheld med udhugningen, som til at begynde med sinkede arbejdet; senere kom Johannes sygdom til, så skønt Niels Frandsen grovhuggede relieffet, kunne det først opsættes i 1952. Gipsen blev udstillet på Den Frie samme år.

..............................................