Sorger og glæder

Foruden de almene ulykker, betød krigstiden tabet af flere gode venner. I 1941 døde Svend Ratsack, året efter hans kone, Lone og i 1943, Ivar Bentsen. De var meget nære venner, og deres død gjorde et stærkt indtryk. Johannes holdt mindetaler ved begge begravelser, meget bevæget lykkedes det ham at gennemføre det. Ivars kone Helle, Kåre Klints søster, havde trofast passet Ivar i de sidste år, efter han var blevet ramt af en hjerneblødning. Hun var en stærk personlighed, der ikke lagde skjul på sine meninger, og Johannes elskede at diskutere med hende, mig blev hun en særdeles god ven, og vi sås jævnligt

Trods allehånde restriktioner, blev der dog også holdt ganske brave fester; omtrent 200 mennesker fejrede Den Fries 50 årsdag i Håndværkerforeningens palæ i Dronningens Tværgade. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker en eneste af de mange taler, men ret tydeligt væggenes udsmykning. Det var Storm P., der havde fabrikeret de store kartoner med vidunderlige karikaturer: Kunstner-portrætter sat ind i kopier af deres yndlingsmotiver. De var uimodståelige !

I 1943 fejredes Anne Marie Carl-Niesen på hendes 75 årsdag. Det blev en meget animeret aften. Johannes holdt tale for hende. Jeg husker den ikke, men jeg ved, at han beundrede både hendes kunst og hendes personlighed; at han ikke syntes hendes rytterstatue var lykkedes for hende, har han nok holdt mund med -- den aften. Jeg har bevaret et klart billede af hende selv, med en laurbærkrans over det store hvide hår.

To foredrag

Statens Museum havde evakueret en del af samlingen og benyttede 1941 de tomme lokaler til en stor udstilling; "De sidste l0 års kunst". Jeg formoder, at det har været ved åbningen af den, at Johannes har holdt en bevaret tale om "Kunstneren og hans kår."

I 1943 påtog han sig den utaknemmelige opgave, at holde et foredrag i Studenterforeningen om nyere dansk skulptur; ledsaget af lysbilleder. Han ville gerne forklare de unge mennesker, hvad han mente "Kunst" betød, og havde lagt et stort arbejde i det.

....Kunsten er det kunstiges fjende. Kunsten er kunststykkets modsætning. Kunsten kan kun trives i den store naturlighed. Ikke at forveksle med naturefterligningen, der i sig selv intet har med kunsten at gøre og er overflødig. Kunstneren skal af tingene udfinde og udvinde det, der er deres sjæl, frmstille det og kun det.. Kunsten og Videnskaben er søskende, kunsten er måske den ældste, men derfor ikke mindre fagre søster. Mig forekommer det således, at kunstneren føler og videnskabsmanden beviser tingenes sammenhæng. .

. . Menneskene ved og forstår så lidt, vi er omgivet af et stort mørke, kunsten er vor forpost, og den store kunst når langt ind i det ukendte område, hvor intet kan bevises. . .

. . . Moderne eller umoderne kunst eksisterer ikke, der eksisterer kun kunst, ligegyldigt hvordan iklædningen er. Den store kunst er i sit væsen religiøs. . . Billedhugerkunstens udtryksmidler er kuben, linjen og formen. Den kan udtrykke sig i relieffet, statuen og gruppen, der hver har sine love. der ikke ustraffet kan brydes, Skulpturens form spæddingsforhold og balance er det eneste sprog, hvori billedhuggeren kunstnerisk kan udtrykke sin livsfornemmelse, udtrykke alle de ting der lever i menneskesindet. Makrokosmos og mikrokosmos. . .

. . Som musikken skal billedhuggerværket bygges over et grundmotiv, lineært vel at mærke. ( Cirkulært., trekantet, ovalt o. s. v. ) som over en stamme, hvorfra sidemotiverne går ud som grene, kviste, blade og blomster. Grundmotivet er den blok, reel eller imaginær, hvori værket skabes, og den større eller mindre spænding hvormed denne er udfyldt, gir en forløsning af den kunstneriske hensigt. . .

. . Formens spænding skal komme indefra, skal mærkes som den yderste grænse for et indefra kommende liv. . . .

. . Det vigtigste af alt er dog måske balancen, der betinger at skulpturen lever sit liv i sig selv. . .

. . Der tales om funktionalisme både i byplanlægning og det enkelte hus, men skønhedens "funktion" glemmes alt for ofte. Gaderne og pladserne er vel ikke alene til for at fares igennem, men også beregnet til at leves i af levende mennesker. . . .

. Man taler om? udsmykning af dit og dat- man får en ubehagelig smag af, at det betyder "Pynt"- Skulpturen skal ikke være pynt, men en naturligt nødvendighed i folkets liv.

Den første afdeling var: En vandring gennem kunstværker fra alle tider (Jeg husker nogle meget fine billeder fra Abu Simbel templet.) Den anden var en gennemgang af nyere dansk skulptur, inkluderende en række af hans egne arbejder, (uden kommentar). Det var måske til støtte for "Kunsten" men bestemt ikke for hans egen popularitet. Selvfølgelig var nogle utilfredse med, at de ikke var blevet rost nok, andre med at billederne, af netop deres arbejder, ikke havde været gode nok, eller værst af alt: at de ikke var blevet omtalt. Det kunne have været galt nok, hvis det havde været en kunsthistoriker; men en kollega-- det var ubærligt! Jeg tror faktisk, at Johannes havde været naiv nok til ikke at forudse reaktionen. Han valgte at være ligeglad. "Jeg har i alle tilfælde ment, hvad jeg har sagt. " For een gangs skyld tog han det roligt og gentog foredraget i Arbejdernes Kunstforening og i Århus Kunstforening.

Det kan man ikke påstå, han gjorde i sagen om det nye professorat i Billedhuggerkunst Og her var virkelig også god grund til at ophidse sig.

Det andet professorat

I 1943 var han, i al fredsommelighed, blevet valgt til direktør for Akademiet; men nu, da der var tale om at vælge en professor til den genoprettede, længe ønskede, anden billedhuggerskole, kom bølgerne til at gå højt. Johannes havde, i sin egenskab af Direktør arbejdet meget for at skaffe bevilling til dette professorat, uden på forhånd at tænke på at søge det selv; men det gjorde han altså, da det kom til stykket. Samme dag fratrådte han naturligvis som Direktør i de sager, der vedrørte professoratet. Der var først kun een anden ansøger, Mogens Bøggild, der af Utzon Francks elever var blevet opfordret til at opstille; men i sidste øjeblik kom der tre mere: Knud Brøndsted, Nikolaj Hansen og Harald Quistgård, der ledsagede sin ansøgning med en skarp kritik af den eksisterende skole og Akademiet i sin helhed.

Billedhuggersektionen indstillede med et flertal (6/4) Mogens Bøggild, og sagen gik derefter videre til afstemning i det samlede Akademiråd. Her fik Bøggild 14 af de 30 stemmer, Johannes tolv, fire var blanke. Det var en sejr for Bøggild, men ikke nok til at han havde fået over halvdelen af stemmerne, og derved overgik udvælgelsen - efter reglementet - til Ministeriet, der valgte Johannes.

Da denne, lidt indviklede procedure var ukendt af offentligheden, rejste der sig et ramaskrig. "Ministeriet tilsidesætter Akademirådets Afgørelse. "Hån mod Demokratiet. " o. s. v. Eleverne truede med at ville boykotte den nye lærer. Mange, blandt andre hans døtre, opfordrede ham til at trække sig tilbage. Undervisningsministeren svarede med en redegørelse for, at han var i sin gode ret til at afgøre sagen, der var kun to stemmer mere for den ene end for den anden. Når man havde valgt Bjerg, var det fordi Bøggild var elev af Franck, og professoratet var jo netop blevet til, fordi man ønskede den størst mulige alsidighed. Det lagde nu ingen dæmper på gemytterne; man fordrede et omvalg, hvad der dog ikke kunne skabes noget flertal for i Akademirådet.

Det var virkelig en meget pinlig sag. På den ene side ville han gerne undervise; havde allerede i 1913 søgt det gamle professorat, da Franck fik det. (Deres mindre gode forhold til hinanden havde måske sin baggrund her. ) Den juridiske ret var soleklar, men han var i høj grad Akademiets mand, der i almindelighed ønskede dets stilling styrket i forholdet til Ministeriet.

Som bekendt endte det med, at han sagde, Ja, tak! Måske trøstede han sig med, at man kunne være sikker på, at Bøggild meget snart ville kunne få det gamle professorat.

De senere års buster

Busten af Valdemar Poulsen blev bestilt af Danmarks Radio i anledning af hans 70 årsdag. Den kom til at rejse meget omkring. I 1939 blev den midlertidigt opstillet i Stærekassen, fordi det nye Radiohus ikke var færdigt og først senere flyttet der til. Det viste sig hurtigt, at Vilhelm Lauridsen ikke havde tænkt på buster, da han tegnede huset, så det var meget vanskeligt at finde en egnet plads til den. Den er da også endt på Radio og Telegrafmusæet, efter at have været en tur på Postmusæet.

Johannes levede sig så stærkt sammen med sine portrætmodeller, at han undertiden, ubevidst, efterabede deres udtryksform; for Valdemar Poulsens vedkommende, var det stemmen. I en længere periode, talte han "poulsenskt" med en lille let, jysk accent; det fortog sig, da busten var færdig.

Et af Johannes bedste arbejder blev lavet på denne tid; busten af hans gamle ven, Maleren Ejner Nielsen. De to holdt meget af hinanden, og så forskellige de var, lignede de alligevel hinanden meget. Et voldsomt temperament med meget oprør, men også med megen medfølelse og ømhed. En fast tro på deres eget kunstneriske talent, i forening med en evig fortvivlelse over at resultatet, heller ikke denne gang, kom til at stå mål med den inderste tanke.

Den blev udstillet på Den Frie, i gips 1945 og i bronze 1947 og købt af Statens Museum for Kunst. Lermodellen kom meget fint ud af gipsen og Johannes forærede den til deres fælles ven billedhuggeren Henrik Starcke. Den er forsvundet; formodentlig faldet fra hinanden. Det er ikke lermasken på Vejen Museum, hvad nogen har troet

Da vores søn Kresten var ca. 1 år gammel havde Johannes lavet en buste af ham i plastelina. Den er aldrig blevet støbt men står stadig på sit bræt hos Else Mondrup i Saltum.

Omkring 1943 begyndte Johannes igen at modellere en buste af Kresten, den blev nogenlunde hurtigt færdig i gips og udstillet på Den Frie (1944), senere (1948) i marmor; men først endelig færdighugget i 1951. Jeg har altid holdt meget af den og afslået at sælge den, trods meget fordelagtige tilbud. Den blev modelleret med skuldre, men marmor-eksemplaret er uden

Et andet barneportræt, af Ina Nygård (1944) blev nok knap så vellykket; et fremmed barn er jo altid noget andet end eens eget; måske er det blot den lave afskæring, der gør den tung.

Desværre nåede Johannes ikke at gøre portrættet af min far Christen Mondrup færdigt før hans død (1948). Det tegnede til at blive meget vellignende, men blev af en eller anden grund sat til.side-- og så var det for sent. Min bror, Hans fik den tørrede lermodel

Sølvmedaljen med Frederik Graaes portræt er også fra denne tid (1946), det er modelleret i større format og sat ned i mål, før det blev støbt. Bagsiden er en knælende kvindefigur.

Den noget senere bestilling på et portræt af Retspræsident Svenning Rytter blev også til et relief; denne gang i marmor. Det blev aldrig udstillet, før det blev indfældet i væggen, på Domhuset i København.

Befrielsen

Ligesom vi så og hørte krigens første kugler, kom vi også til at overvære nogle af de sidste skyderier. Selvom resultatet var klart, kunne jo ingen vide, hvordan slutningen ville forme sig, så vi havde fået Kresten flyttet ud til Allerød, hos vore gode venner Ellen og Oluf Steen, mens Johannes og jeg blev i byen. (For alle tilfældes skyld, havde vi, hos en familie i Allerød, lejet et gæsteværelse, som vi dog aldrig kom til at gøre brug af. )

?5. Maj fejrede vi freden hos Professor Einar Lundsgård på Rockefeller Instituttet sammen med flere andre, bl. a. Jinge og Kaj, Johannes' datter og svigersøn. Jeg kan slet ikke beskrive, hvilken befrielse og glæde det var. Vin på bordet og lys overalt. Pludselig lød der ivrig skydning udenfor, alle var urolige for, hvad der nu kunne ske, måske noget meget farligt, men Lundsgård sprang op. "Det må være mig, der går ud og får rede på dette her". Heldigvis var det noget så glædelig som en flok fra Den Danske Brigade, der var kommet tilbage, og som i kådhed og fryd skød deres geværer af.

?Dagen efter var det vores kvarter, der var centrum for begivenhederne. De tyske tropper på Gardens kaserne ville ikke overgive sig og blev ved med at skyde, så vi prøvede, hvordan det fornemmes at stå meget fladt og tæt op mod muren til Kongens Have, mens kuglerne fløjter ned gennem Sølvgade.

?Senere på dagen, stod Johannes og Kræsten Iversen, meget uforsigtigt, og kiggede ud for at se, hvad der foregik, da en kugle ramte husmuren, lige ved siden af vinduet. De herrer kom meget brat ned på gulvet.

?Bitte små ligegyldigheder på baggrund af alle krigens rædsler, men alligevel præget uudsletteligt i hukommelsen.

Udenlands.

Den første rejse efter krigen, til Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig blev foretaget 1947 sammen med Jinge og Kaj i deres næsten driftsikre gamle bil, i følgeskab med Gerda og Gerhard Henning. Det var ikke nogen speciel kunstrejse; man måtte bare ud. Brolægningen på de sønderjyske og slesvigske landeveje var noget for sig, men vi nåede dog velbeholdne frem til ?Oldenburg Neumunster, hvor Kræsten Iversens svigersøn, militærlægen Sigurd Franck, havde skaffet os nattelogi på det sygehus, han var blevet leder af.

?Så langt, så godt. Ingen af os kendte marsken syd for grænsen, så vi havde med begejstring set på det lave land med den høje himmel og de fremmedartede store, brede gårde på deres opkastede voldsteder.

Men så kom rejsens forfærdende oplevelser; de sønderbombede byer Vi havde selvfølgelig under krigen hørt de allieredes maskiner flyve hjem og efter krigen mange, rystende beskrivelser af resultatet af deres togter; men at køre gennem en by helt i ruiner, hvor de eneste levende personer syntes at være en familie, der ad stiger havde skaffet sig adgang til en mirakuløst bevaret lejlighed på 3. sal i et ellers sønderskudt hus, var næsten ubærligt; jeg var så rystet, at jeg måtte ud af vognen for at kaste op.

I Holland var der knap så trøstesløst som i Tyskland; der var "landskaber" af grusbakker, hvor kun vejskiltene mindede om, at her engang havde ligget en by, men man havde ryddet op, var begyndt at bygge, og i andre byer var alt igang igen; så vi nød at se på de restaurerede huse og torvenes brogede folkeliv.

Gennem Belgien, direkte til Paris. Vognene gik fint, og det lykkedes at holde sammen, selv gennem byerne. Hennings var af en betydelig yngre årgang end vores; alligevel havde han haft visse betænkeligheder ved at vove sig så langt fra hjemmet. Navnlig var han nervøs for, at køleren skulle løbe tør, han havde derfor medbragt en Geneverdunk med vand, og benyttede ethvert stop til at fylde på. Jeg tør antyde, at det vakte opsigt, når de forbipasserende fik øje på disse gale udlændinge, der brugte Genever som kølervæske.

De små pudsige træk synes at være det man husker bedst. Fra den første dag i Holland mindes jeg specielt en stedlig "Pølsevogn", hvor man solgte sild, som kunderne puttede hele i munden, for derefter at hale skelettet ud igen. (Sådan så det i al fald ud på afstand ) Det virkede nærmest som et nummer på Dyrehavsbakken for en måbende Dansker, der var ukendt med fænomenet.

I Paris fik vi ikke plads i vort gamle hotel; men fandt et andet familiehotel på Venstre Bred, Hotel Récamier; det var endnu ikke kommet over krigens fortrædeligheder, men det 1å godt og var meget hyggeligt. Kaj og Jinge er kommet der mange gange i årenes løb

På vej ud af Frankrig brød Kajs vogn sammen; det ville være såre ubekvemt under alle omstændigheder, men helt fatalt med en engelsk vogn på en fransk landevej, år 1947. Den nærmeste "Garagist" viste sig heldigvis at stå mål med franskmændenes ry for fint håndværk. Efter at have underrettet os om, at der nok ville gå en tre dage med at fremskaffe de nødvendige reservedele, foreslog han, at vi kunne få ly for regnen i hans p. t. tomme garage, mens han simpelthen smedede en ny del. I løbet af nogle timer var vognen køreklar, og de imponerede og taknemmelige danskere igen på vej hjemad. At vognen "kørte lidt mærkeligt" på den sidste del af turen, havde andre årsager, men hjem kom vi da.

Til England med Jais Nielsen

Hvad der egentlig fik os afsted, husker jeg ikke; det må vel have været et eller andet særligt, for det var aldrig lysten til at komme ud i verden, der manglede; men i regelen både tid og penge. Om sommeren, når jeg havde fri, skulle Johannes bruge lyset og sin skoles lukning til et særlig intenst arbejde med sit eget, så i regelen blev det ved planerne.

England bar stadig mange spor af Krigen, og ernæringssituationen var klart dårligere end i Danmark. Jeg husker tydeligt Jais Nielsens ansigt, da han en gang blev præsenteret for "stegt klipfisk" som morgenmad, i stedet for et af morgenbordets få æg, han tidligere havde reddet sig.

Johannes havde aldrig været i London før, så alt var nyt og spændende. Selve byens atmosfære, de store busser i den tætte trafik og de stille, grønne Squares; de hyggelige restauranter i Soho og naturligvis museerne. For Johannes var det først og fremmest British Museums græske marmor; han sad der gerne fra museet lukkede op til det lukkede igen; så var han lykkelig, blev aldrig træt, og for hans skyld kunne vi andre tilbringe dagen, hvor vi ville.

Det blev da også for vores vedkommende til lidt "folkeliv" rundt i byen, når vi havde fået museum nok. Johannes tog dog nu og da en afstikker over til Benin hovederne. Han havde helt fra Parisertiden været meget interesseret i afrikansk kunst, og disse hoveder, der var så anderledes, fængslede ham; også spørgsmålet om hvem der havde lavet dem og hvornår. Bortset fra en lille udflugt til Oxford, måtte vi lade det øvrige England ligge til en anden gang, - som aldrig kom.

Glade timer

Omkring og navnlig lige efter freden benyttede man alle anledninger til at feste; man fejrede de runde fødselsdage. Erik Struckmanns 70 år, Willam Scharffs og Axel P. Jensens 60 år.

Johannes og Kræsten Iversens fælles fødselsdag på Den Frie, med 100 gæster; lys og blomster, taler og sange, mange buteljer og dans langt hen på natten. Ingen "Spærretid " i Kongens København !

De åbne grænser fejrede man med nordiske udstillinger. Dansk Kunst på Vikingberg i Helsingborg og i Liljevalks Konsthal i Stockholm. Den norske udstilling i Danmark og en stor officiel udstilling af dansk kunst i Oslo. Denne sidste fik et for Johannes højst glædeligt resultat. Han solgte "Gry" til den norsk-svenske skibsreder Onstad for 12.000 svenske kroner og blev inviteret til at besøge ham på hans gods nord for Gøteborg, når statuen var stillet op. Den kom til at stå helt ideelt i et åbent terræn, ud mod havet. Det fine gamle hus havde en udsøgt samling moderne malerier og antikke franske møbler i museumsklassen. Det var et eventyr! At han også havde en opvaskemaskine, nævner jeg blot, fordi vi aldrig havde set sådan en genstand før. Det fortsatte i Gøteborg; vi gik i butikker, hvor der var masser af varer, hvis eksistens man næsten havde glemt hjemme i Danmark. Jeg fik to uldne kjoler; efter de sidste par år, at have båret en dragt, der var fremstillet af en gammel portiere og det kasserede betræk på en stor lænestol. Johannes, der satte stor pris på smukt, velsyet tøj, må også have købt noget til sig selv. Han havde letsindigt bragt sit eneste anstændige sæt tøj til Allerød, nogle dage før vi flyttede ind i huset, og da vi kom derud, havde tyve tømt det for køkkentøj og alle arter af tekstiler.

Nordmændene fejrede vi i Danmark, så godt som gørligt. Der var først en stor officiel fest, senere samlede de enkelte kunstnere deres venner og bekendte blandt udstillerne til ret løsslupne gilder. Johannes benyttede lejligheden og vort store hus til at gense en lang række af de norske kunstnere, så mange som det store atelier kunne rumme: Ulriksen, Per Krogh, Rolfsen, Revold, Storstein, Palle Storm, Stinius Frederiksen. m.fl.

Carl Jensen havde en herlig tegning i Politiken med titlen: "Kjæmperne drar hjem. " den forestiller Per Krogh i færd med at male en stor dekoration: "Oslodamperens afgang, " hvor en skare vinkende danskere råber farvel til en række genkendelige nordmænd, der bæres ombord på bårer. Den blev der grint godt af på begge sider af Skagerak.

 klik her for at gå til næste afsnit