Det andet ægteskab

At forelske sig i en ældre billedhugger med kone og børn var jo ikke nogen god ide, så jeg søgte en stilling som adjunkt ved Ålborg Katedralskole og fik den mærkværdigvis trods den store arbejdsløshed. Det var nu temmelig omsonst, for sommeren skulle jeg som sædvanligt tilbringe i mine forældres sommerhus ved den jyske vestkyst, meget nær ved Axel. P. Jensens, hvor Johannes hurtigt dukkede op. Men 1. August tiltrådte jeg mit nye embede og flyttede til et par værelser i Hasseris. Johannes følte sig meget ensom og ulykkelig, var gået helt istå og kunne stadig ikke arbejde

Han insisterede på, at vi skulle gifte os,- og snarest muligt, selvom jeg jo boede i Ålborg og var bundet af min kontrakt til skoleårets udgang. Det blev i Julen 1933.

Ålborg

Jeg skaffede et par værelser i en villa, hvor vi også kunne komme i pension. Johannes lejede et fotografisk atelier i Algade, hvor lyset var meget velegnet, og jeg sagde min stilling op pr. 1 Juli.

Skønt jeg var meget optaget af timerne på Skolen, stilretning, og en begynders møjsommelige forberedelse til timerne, og Johannes stadig havde ærinde til København, hvor Artemis nu skulle støbes i gips, blev det en god tid med megen arbejdsglæde.

Fra Socialt Boligbyggeri havde Johannes fået bestilling på 12. statuer til opstilling i Blidah Park. Det skulle være de 12 måneder, og det lykkedes i løbet af foråret at gøre "Januar" færdig og komme godt i gang med "Marts", skønt det viste sig umuligt, ved annoncering i de lokale blade, at skaffe nøgne modeller; det var et ukendt fænomen. En række damer havde øjensynlig misforstået annoncen og blev omgående sendt hjem igen; så tilsidst måtte Johannes bede sin sædvanlige model, Ruth, om hun ville komme en tid til Ålborg og bo i de to værelser, der hørte til Atelier'et, og det ville hun. En gymnasieelev kom efter skoletid og stod model til "Januar", som faktisk var den eneste, der blev købt til Blidah, da det kom til stykket.

Samtidigt begyndte Johannes at modellere på skitsen til "Agnete og Havmanden", der skulle opstilles på kanten af bassinet i Århus nye svømmehal.

Som vartegn for Århus Havn, lavede han skitsen til en Hermes-lignende figur, stående på en kugle på toppen af en høj mast. Den nåede dog aldrig videre.

I Juni 1934, inden vi forlod byen, holdt Johannes på atelier'et en lille udstilling af de arbejder, han havde lavet i Ålborg; suppleret med nogle tidligere statuetter, som hans gamle kunder, Willy Gruhn og Christian Kampmann havde været så venlige at låne ham til formålet. Ganske mange mennesker så den, pressen var meget rosende, og der kom forslag om, at byen skulle købe "Marts", men det blev ved tryksværten, og der blev kun et enkelt, beskedent privatsalg

København.

Til at begynde med flyttede vi ind på det øverste atelier. Johannes havde stået på hovedet for at gøre det så rart som muligt for mig, malet og indrettet et lille toiletrum bagved under taget. Umådeligt primitivt, men det var fantastisk, at det kunne lade sig gøre med så lidt plads og så få midler. Køkken var der ingen mulighed for, så vi fik dels nogle færdige middagsretter, dels lavede vi lidt mad på den forhåndenværende petroleumskoger. På det felt var Johannes ikke nogen helt, han holdt meget af god mad, men på egen hånd indskrænkede hans repertoire sig til kaffe, æg og røde pølser. Onde tunger påstod oven i købet, at han ikke ulejligede sig med at koge nyt vand, men fortsatte med det samme, Det må dog nok have været en overdrivelse, i alt fald for pølsernes vedkommende. Et faktum var, at han aldrig forsøgte sig i den ædle madlavningskunst (Samme apparat var et hvæsende monstrum, som senere under krigen, på absolut ulovlig vis, blev forsynet med brændstof af en model, hvis far var smed.)

Vi fandt dog snart, mod en rimelig betaling, en meget dejlig lejlighed i en gammel ejendom på Christianshavn. Ovengaden oven Vandet. 90. Fire et halvt værelse, fordelt på 3 forskellige huse, med en lille indvendig trappe til at udjævne niveauforskellene. Det var et hjørnehus med storartede udsigter, masser af lys og luft, men istandsættelser påhvilede lejeren, og farvesætningen var, mildt sagt, uacceptabel. Et af højdepunkterne var badeværelset, et lille smalt rum i sidebygningen, hvor de ikke helt plane vægge var malet lilla, udsmykket med guldstjerner, træværket sort, også med guldstafferinger. En lille rask byttehandel med en velhavende malermester bragte dog farverne mere i overensstemmelse med husets stil og vores idéer om boligindretning; højst bekvemt, da pengekassen var tom. (Min far havde ganske vist givet mig en net sum til at købe en lille bil for; men den var stoppet i de værste huller.)

Fra undervisningsinspektionens side havde jeg fået et, desværre kun mundtligt tilsagn om, at man nok skulle finde et embede til mig i København; men da det kom til stykket, lå det bare sådan, at det ikke lod sig gøre, der var ikke noget. Det varede to år med tilfældigt arbejde, før jeg fik fast ansættelse på Zahles Gymnasium, med løn som adjunkt.

Johannes var fuld af arbejdsmod, men havde forregnet sig med hensyn til sine indtægter. Blidahs bestyrelsesformand, den kunstglade Rasmus Nielsen, var gået ud fra, at Gentofte kommune ville støtte foretagendet, hvad de bare ikke ville, og lejerne var ikke indstillet på at betale extra-leje for at bo i en skulpturpark, så kun "Januar" blev stillet op; "Marts", der stod i gips, blev sat til side, og "August", der lige var sat op, blev aldrig gjort færdig. Kun skitsen blev støbt.

"Artemis" til Københavns kommune måtte gøres parat til bronzen. Da den var blevet støbt, blev den vist på "De 19' s udstilling" i Kolding, midt på torvet; det var efter Johannes’ mening en umulig placering, og der blev da heller ikke tale om noget salg af et nyt eksemplar af figuren

Heldigvis havde Ny Carlsberg Fondet, for 30. 000 kr., bestilt en statue af Valdemar den Store til Ringsted og ovenikøbet bevilliget penge til en forberedende rejse.

 I begyndelsen af 1935 var det blevet klart, at jeg var gravid. Johannes var henrykt, vidunderligt, at vi skulle have et barn, den endelige forening Selvom han var fuld af omsorg, og efter min mening, for omhyggelig for mig, syntes han dog, jeg måtte med Så i Juli 1935 drog vi af sted på en kombineret studietur og forsinket bryllupsrejse.

Først til Norditalien, hvor jeg aldrig havde været. Verona, Firenze, Pisa og Bologna, hvor Johannes genså sine "Gamle Venner" fra Renaissancen. I Venedig var vi særlig heldige; der var netop nu en pragtfuld Tizian-udstilling; ellers var mange af de kendte malerier fjernede fra museerne, men det kom ikke til at betyde så meget, for vi genfandt de fleste på den store italienske udstilling i Paris. Derfra rejste vi videre til Chartres og Reims for at se på "Gotik", og specielt naturligvis kongestatuer. Så nogle dage i Bruxelles, hvor den store verdensudstilling satte punktum for en herlig rejse, fuld af mangeartede oplevelser.

Det skulle, efter Johannes mening, også have været godt for hans søn, der blev født en månedstid senere, at hans mor havde set så mange dejlige kunstværker.

I Johannes familie havde det i generationer været skik at kalde en af drengene Jep, men hans far havde øjensynlig haft vanskeligheder med sammenligninger med Holbergs Jeppe, og bedt sine børn om aldrig at kalde ham op. Min far blev til gengæld lykkelig over, at vi kaldte drengen Kresten, der var familienavn på hans side.

At Johannes ven gennem livet også hed Kresten, gjorde ingen skår i glæden. Johannes var i almindelighed glad for børn, den lille Kresten kunne han ikke blive træt af at betragte, og da han blev større legede de alle de gamle puttelege, red ranke o.s.v. så snart Johannes var kommet hjem fra atelieret. Senere blev det første en eftersøgning i fars venstre frakkelomme, det kunne være, der var en lille pose Lakris. Så blev mor tilkaldt, for indholdet af den højre var tiltænkt hende. Før sengetid kunne der så blive mulighed for et eventyr. Både de almene og de mindre kendte gamle danske.

Efter hjemkomsten gik Johannes så i gang med en portrætstatue af Valdemar den Store Det historiske grundlag kan man uden overdrivelse kalde meget spinkelt. Af skelettet mål havde man hans højde, l90 cm, og der var en sandsynlighed for, at han havde arvet sin vendiske mors høje kindben. Da han var en vidt berejst mand, der blandt andet havde studeret en tid i Paris og var interesseret i alle de nye ting, man der beskæftigede sig med, mente Johannes, at han nok også havde fulgt den nye mode i "Kjolelængden".

Det væsentlige blev dog at give hans åndelige portræt; den magtfulde middelalder fyrste, forfinet af sin klassiske dannelse, men med tydelige spor af en notorisk, barbarisk hensynsløshed.

Johannes glædede sig meget til denne udfordrende opgave, havde fået smedet et stativ og var i færd med at sætte den op, da man i Ringsted fremsatte den tanke, at formatet af statuen burde være større. Det passede ham, sådan set, rigtig udmærket, da en større udgave muliggjorde, at statuen kunne flyttes fra Kirkens umiddelbare nærhed og ud på torvet, hvor den kunne "forholde sig" til Steen Eiler Rasmussens nye Rådhus og få Kirken som baggrund.

Den større figur ville selvfølgelig blive dyrere at støbe, så for at overbevise de bevilligende myndigheder om, at det faktisk var en god ide, fik han Maleren Hans Flauenskjold til at hjælpe sig med i krydsfiner at udskære 3 skabeloner af statuen i forskellige størrelser for på stedet at kunne se virkningen af en eventuel ændring. Det blev til en masse avispolemik; Ærbødigst lavede et dejligt digt om Valdemar den Store og den Lille o. s. v., men i den sidste ende blev det til, at pengene blev fremskaffet; Johannes rev sin første figur ned og tog fat på den Store.

Den 25 Juni 1937 blev den afsløret i overværelse af Kong Christian den X. Samme dato havde man i 1170 festligholdt Valdemars søn, Knuds hyldning som tronfølger og hans far, Knud Lavards skrinlægning som helgen i Sct. Bents Kirke. Så det kunne ikke passe bedre. 4-5.000 mennesker fra nær og fjern var da også mødt op og trængtes om statuen og den kongelige tribune. Majestæten var den populæreste af de to hoved-aktører, og det tog vældigt kegler, at han lagde sin store buket af røde roser for fødderne af Valdemars statue. Vi stod så tæt ved, at jeg kunne høre ham mumle: "Den er fin, her kan jeg komme af med den", men heldigvis ikke så højt, at det gav noget skår i begejstringen.

Som et kuriosum kan jeg fortælle, at byrådet og byens honoratiores modtog Kongen og den eskorterende Amtmand med et glas Champagne på "Postgården". De havde bare glemt at invitere billedhuggeren, der havde lavet statuen. Om aftenen var der middag for alle de håndværkere, der på en eller anden måde havde deltaget i arbejdet, og det blev en af de morsomste fester, jeg nogensinde har været med til - måske ikke i første række på grund af Borgmesterens indsats. Johannes og jeg grinede godt ved begge lejligheder.

Alexander Foss

Diskussionen om Valdemarene kunne nu slet ikke stå mål med den ballade, der blev i aviserne omkring Johannes næste store opgave: Monumentet for Alexander Foss.

Det begyndte med, at der blev udskrevet en konkurrence om et mindesmærke for Alexander Foss i anledning af Industrirådets 25 års jubilæum. Et flertal i bedømmelsesudvalget gik ind for Mogens Bøggilds forslag, et mindretal anbefalede Johannes', men Industrirådet valgte alligevel at overdrage udførelsen til Johannes og give Bøggild dobbelt honorar for deltagelsen. Så kom Foss-familien ind i billedet, med en meget ophidset protest.

Dels fordi de ikke var blevet spurgt, og dels fordi de fandt skitsen rædsom og de nøgne figurer upassende; hvorpå selvfølgelig "Pressen" tog fat med indlæg pro et contra. Industrirådet stod dog fast ved sin beslutning, og den 23. Juni 1939 blev monumentet rejst på Rådhuspladsen, ud for Industrirådets bygning.

Monumentet var helt igennem komponeret til at "spænde" i dette rum, men det har man måske ikke opdaget; i al fald er det senere, for at skaffe plads til en parkeringsplads, flyttet hen i en krog på siden af samme hus, hvor det er godt gemt; så nu kan ingen tage anstød af de nøgne figurer. Senere er der opstillet en moderne skulptur på stedet.

 Den næste større ting Johannes gik i gang med, var en siddende portrætstatue af Juristen Anders Ørsted, som det Modewegske Legat havde bestilt til opstilling i hans fødeby, Rudkøbing. Købet var nok inspireret af Musæumsdirektør Otto Andrup, der også erhvervede skitsen til Frederiksborg Museet. Statuen blev, i maj 1938, opstillet på en plæne i byens park. Straks fra den første skitse syntes Johannes, at han havde fået fat i noget af det, han ønskede at fastholde; arbejdet gik roligt og regelmæssigt, uden indblanding fra nogen side.