Huset i Allerød

Johannes var næsten for flittig i denne periode, syntes blandt andet at han ikke kunne tillade sig at tage på ferie om sommeren, når dagene om vinteren var så korte. At blive i byen var ikke godt for vores søn Kresten, der havde dårlige legemuligheder, hvor vi boede på Christianshavn; og ikke nødvendigt for mig, der havde en lang sommerferie; så i 1939 lejede vi på Kratbjergvej i Allerød et lille sommerhus med en stor have op til skoven. Johannes tog S-toget ind til byen om morgenen, og Kresten og jeg hentede ham på stationen om aftenen; drengen var vasket og middagen stod parat, så der blev endda tid til en cykle- eller gå tur inden sengetid. Og hele søndagen var fridag. Det blev en stor succes, og for en uhyre beskeden sum købte vi huset, der også var meget primitivt og nærmest lignede et svejtsisk Kuk-uhr. Vore arkitektvenner morede sig temmelig åbenlyst, men vi var glade for stedet og fik det da også efterhånden gjort det til et lille nemt og praktisk hus, som vi ofte boede i ca. fire måneder af året. Johannes var bestemt ikke nogen "havemand", men han elskede at sidde i haven, og at gå lange ture ud i landskabet, som på det tidspunkt var meget lidt bebygget. En smal grusvej førte op til vort hus og de tre-fire andre, der lå i skovkanten, ellers var der marker overalt. Hjortene fra skoven havde lagt deres vej ud til havren gennem vores rosenbed, og ved solnedgangstid nussede pindsvinet rundt med sine unger, der så længe de var små, lignede trillende kastanjer

Vi fik også gode venner der. Ellen og Oluf Steen havde både deres kartofler og jordbær på den anden side af hækken, lige til at hente. Han var en naturlig begavelse. Han var opdraget hos sine bedsteforældre i Hammer Bakker, der hellere ville betalte skolemulkt end undvære hans arbejdskraft, så fra 10 årsalderen måtte han blive hjemme. Han lærte dog at læse og skaffede sig mange kundskaber. Nok ikke mindst takket være Ellen, præstens datter, der giftede sig med Præstegårdens unge karl, der nu var radikal folketingsmand. En glimrende fortæller. Stolefabrikanten Chr. E Hansen, der også boede i nærheden, kom vi begge til at sætte megen pris på. Han var en storartet personlighed. Den ideelle arbejdsgiver. Hver dag rundt på alle arbejdspladser i den store virksomhed, efter sigende med et vågent øje for enhver form for sjusk, men også for enhvers medarbejders ve og vel. Jeg husker hans bekymring, da en af dem under krigen havde stjålet noget materiale og en kammerat havde meldt det til politiet. " Hvorfor sagde han det dog ikke til mig, så vi havde kunnet ordne sagen" Jeg ved ikke hvordan de fejrede 1. Maj, men den dag bøgen sprang ud, blev der slukket for alle maskiner, pyntet med bøgeløv og festet overalt. Da han meget senere blev begravet, lå blomsterne ned gennem kirken, ud over kirkegården og ud på landevejen.

Efter at min bror og jeg havde købt hver sin halvdel af "Rylereden" (min far følte sig for gammel til at støje med det upraktiske hus) tog vi gerne til Saltum Strand i en del af min ferie; men Johannes blev aldrig ret længe. Der var ingen steder godt nok lys til at modellere, og min bror ville ikke have lavet om på huset.

Det sidste år Johannes levede, prøvede han at arbejde i baderummet, der har et lille højtsiddende vindue; det blev til den første lille skitse til "Sejren" men det var alt; så gav han op og rejste hjem.

Postrytteren

Johannes holdt meget af min far, så da der, i 1938, skulle laves en stor fest for ham i anledning af hans 50 års jubilæum, gik han i gang med at fremstille en lille minde-plakette til hver af deltagerne; det havde han gjort før, når gode venner blev fejrede, så der findes en hel række af dem. I dette tilfælde havde den - udover et portræt af jubilaren på forsiden - også motiv på bagsiden, en postrytter, formet efter et gammelt stik.

En eller anden blandt postfolkene kom på, at der måske i den stil kunne laves et gammeldags gadeskilt til ophængning på et par nybyggede posthuse. Det syntes Johannes kunne være meget sjovt, og det blev det i mere end een forstand: langt det bedst betalte arbejde, han nogensinde havde lavet. Efterhånden har det nemlig formeret sig til et halvt hundrede stykker, og længe efter hans død får jeg stadig royalties.

Før krigen

En helt anden og mere alvorlig sag var portrætbusten af Herman Trier, som Johannes i dyb taknemmelighed, gik i gang med. Det var ham en stor glæde, at gøre sit yderste for at sætte denne mand et værdigt minde.

Herman Trier var den, der havde skaffet penge til hans Pariserophold, havde troet på hans evner og givet ham udviklingsmuligheder. Ulykkeligvis syntes nogen at have hæftet sig mere ved hans jødiske afstamningen ved hans enestående personlighed; det må vel være forklaringen på, at den tunge granit-herme flere gange er blevet væltet, og i det sidste tilfælde så stærkt molesteret, at den ikke kunne repareres; men måtte hugges om. Den blev genopstillet på Herman Triers Plads ved Radiohuset.

 I 1938 havde Johannes megen glæde af en lille udstilling, som blev lavet med hans og Axel P. Jensen arbejder i Gøteborg Kunstforening. Danskere i byen købte et eksemplar af statuetten "Abessynier" og forærede den til byens kunstmuseum.

Sammen med Steen Ejler-Rasmusen, deltog Johannes i en konkurrence om et Genforeningsmonument. Det bestod hermer af fremtrædende sønderjyder. Axel Poulsen vandt med sin gruppe i Idrætsparken Af Johannes' skitse er kun H. P. Hanssen blevet støbt i bronze. Relieffet er gået til.

 Allerede i Ålborg var Johannes begyndt at tænke på et motiv til den fontænefigur i Århus nye svømmehal, som kommunen og Ny Carlsberg Fondet i forening havde bestilt, og var standset ved "Agnete og Havmanden" Det første lille udkast blev sat op i plastelina (det er senere gået til. ) Om den lidt større skitse, der ret nøje fulgte den første, også blev lavet der, husker jeg ikke. Den er senere udført både i gips og i bronze.

Skønt der allerede var støbt en sokkel på kanten af bassinet med henblik på dens anbringelse, blev der ulykkeligvis taget anden bestemmelse, og Johannes fik anvist pladsen ved Rådhuset i stedet. Han var fortvivlet. "Det kan slet ikke lade sig gøre. Gruppen er bygget over et træk ud- og nedad, det er umuligt at flytte den op på et torv". Desværre var han blevet så glad for sit motiv, at han indvilligede i at komponere den om; men den oprindelige idé gik tabt, og den blev aldrig, hvad den skulle have været.

Den var, som de øvrige, bekostet af Etatsrådinde Jørgensens Fond, og Johannes var blevet valgt til at udføre den af kollegaen Viggo Jarl, hvad han selvfølgelig var meget glad for. Udformningen hviler på en række portrætter af Johan Gertner og en buste af H. V. Bissen, men ikke mindst på en nærlæsning af Mynsters meget fængslende erindringer. Efter sin sædvane lagde Johannes megen vægt på udformningen af statuens bagside; den skulle, til trods for opstillingen med en tydelig front, dog være en rund-skulptur.

Ikke mindre interesse havde han i kolossalstatuen af Hans Tavsen, der blev opstillet foran en af Ribe Domkirkes høje, buede blændinger. Den bygger på Frederiksborg portrættet, og dragten er lærde folks sædvanlige på reformationstiden. Den var færdig sidst i 1942 og blev udstillet på Den Frie i 1943. Efter den var støbt i bronze, blev den opbevaret i Glyptotekets kælder og først opstillet efter krigen. (November 1946 på Hans Tavsens dødsdag). Afsløringen fandt sted efter en mindegudstjeneste i hans gamle kirke, der var smykket med blomster og levende lys. Stiftets præster kom i procession ind i kirken. I spidsen gik Biskop Scharling, der holdt dagens prædiken, naturligvis med relation til Hans Tavsen og Reformationen. Byens skolebørn sang i kirken som på Hans Tavsens tid; blandt andet en salme, han havde oversat. På alle måder smukt og festligt.

Heldigvis fik Johannes også bestillinger i mindre format. To kvindefigurer i naturlig størrelse. Direktør Nygård, Nykøbing Falster, bestilte efter skitsen "Gry" en statue til opstilling ved sin bolig. Udstillet på Den Frie 1943.

Det gav Johannes mulighed for at gennemarbejde og støbe en kvindefigur med draperi, som han havde tumlet med i mange varianter. Det første forsøg "Lukretia" var allerede udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling 1915 "Flygtende kvinde" på Grønningen 1918. Den evige statue "Kvinden på 30", der stod halvfærdig i 1931, blev revet ned og sat op flere gange. Johannes var gået i gang med den igen kort før han døde.

 Fabrikant Chr. Christensen. Lyngby. ønskede en kvindefigur, som han ville forære til sin fødeby, Skælskør. Det blev til "Pomona", et motiv Johannes ofte havde arbejdet med: en frodig ung kvinde med æbler i hænderne. Dens nærmeste forgænger var den helt gennemarbejdede, allerede støbte statuette "Eva" (Udstillet i Forum. 1929) en ung kvinde der bærer et æble i den højre hånd, og en Eva skitse, der har åbne arme og et æble i hver hånd.

 Jeg tror, det var den islandske præsidents officielle besøg i København, der gav stødet til, at den kunstglade og meget velhavende Louis Foght købte eksemplar nr. 2 af "Pomona' og forærede det til Island, som hans forfædre havde haft et eller andet forhold til. Den står nu, meget smukt anbragt, i en park i Reykjavik.

Et andet eksemplar tilhører Fyns Stiftsmusæum; det blev opstillet i det fri uden for musæumsbygningen.

Krigens tid

Ved et tilfælde kom vi til at opleve Tyskernes besættelse af København på særlig dramatisk vis. Fulde af bekymring for hvad fremtiden kunne indebære, var vi gået til ro om aftenen den 8. April, men blev alligevel - selvfølgelig- frygteligt chokerede, da telefonen ved daggry ringede og Kajs, Johannes svigersøns, stemme lød; "Tyskerne sejler ind mod havnen. I kommer til at ligge lige i skudlinjen, skynd jer at komme bort. " Han var indkaldt til Marinen som læge og stationeret på Middelgrunden. Hvordan han kunne telefonere, tænkte vi naturligvis ikke på; det var blot om at ringe efter en taxa, få stoppet barn og husassistent i den og komme afsted mod Hellerup, hvor mine forældre boede. Dermed lykkedes det lige netop, i Bredgade, at løbe ind i et af dagens få skyderier. Alle fór ud af vognen og ind i en opgang, hvis gadedør heldigvis ikke var låst. Da skuddene hørte op, fandt vi gaden blokeret og skudhuller i vognen. Chaufføren fik dog vendt og fandt en anden vej til Hellerup. Hvad der egentlig var sket, fik vi først rede på op ad dagen. På baggrund af hvad der senere hændte rundt omkring, lyder denne episode ikke som noget videre opsigtsvækkende; men for os var det en rystende begivenhed, fuld af onde varsler. Det gjorde ikke sagen bedre at hans yngste datter var på studierejse i Sverige på det tidspunkt.

Skønt Johannes som sønderjyde var opvokset i et antitysk miljø, og som erklæret socialdemokrat bestemt intet havde tilovers for en nazistisk tankegang, deltog han dog ikke aktivt i Modstandsbevægelsen, hvad han nok heller ikke ville have egnet sig videre godt til. Efter 1943 gav hans embede som direktør for Akademiet ham en ret udsat stilling; idet han blev gjort ansvarlig for enhver form for demonstration fra akademielevernes side. Den nazivenlige arkitekt professor Wilhelm Wanschers udtalelser var f. eks. en stadig kilde til uro; forståeligt nok, men farligt. Mere end for sin egen sikkerhed, var Johannes nervøs for, at man skulle sprænge Charlottenborg i luften; men hvordan stoppe Wanscher? Man fandt dog en udvej: alle hans forelæsninger blev aflyst med henvisning til "brændselssituationen", der umuliggjorde opvarmningen af foredragssalen.

Den herligt beliggende, men i andre henseender upraktiske lejlighed, vi beboede i Sølvgade, havde hverken udgang til en anden gade eller naboejendom, så i al fald jeg havde hjertet oppe i halsen, når der hørtes smækkende døre i de tidlige morgentimer. Der var hundekoldt; som alle andre fyrede vi med vådt stødbrænde, der måtte lægges til tørre ved siden af kakkelovnen, og med nogle jordagtige klumper, der gik under navn af tørv. Navnlig Johannes` soveværelse var udsat; det havde rimfrost på væggene, fordi det lå ud mod køkkentrappen; så han var iklædt skihue, sokker, vanter og en tyk, islandsk trøje, når han gik i seng; det så faktisk meget morsomt ud, og selv om han jo ikke kunne se det selv, valgte han at grine med. At huset havde udvendige afløb, som kulden stoppede, og at kvistlejlighedens WC. i den værste tid frøs til, så beboerne måtte bruge vores, var selvfølgelig kun små fortrædeligheder. Mere fatalt var det, at vaskekælderen, der fungerede som beskyttelsesrum, naturligvis var fuld af vand- og gasrør. Vi gik sjældent derned men søgte ly i den mørke køkkengang.

Husets ejer boede under det meste af krigen ikke i sin lejlighed under vores; men hele året i sin sommerbolig på landet. Vi havde en anelse om, at han havde sine grunde; at det måske ikke udelukkende var fordi hans fabrik, der lå i baghuset, efterhånden måtte lukke. De pakkasser, der lå stablede i kældrene under hans tomme lejlighed og altså også under os, skænkede vi ikke mange tanker. Heldigvis var det først efter krigen, vi fik at vide, at de var fyldt med våben og ammunition.

Den største forskrækkelse fik jeg den dag Sukkerfabrikken blev bombet; nedslaget var så kraftigt, at vores gamle hus i Sølvgade ligesom hoppede op i luften og satte sig igen. Der blev blæst alarm; men jeg skulle dog lige se, hvor de havde ramt. En stor, sort røgsky viste klart retningen, lige mod Johannes atelier i Frederikholms Kanal Det varede meget længe, inden der blev blæst af, og han kunne komme hjem og fortælle, at det der brændte var på den anden side af havnen; hos ham var kun vinduerne blæst ud.

Materielt havde vi det som andre skikkelige folk, der ikke havde hamstret, snarest lidt bedre. Vi havde mulighed for at rigge et lille nødkomfur til i vort gammeldags køkken, så vi kunne spare på den rationerede gas; på grund af Johannes` sukkersyge havde vi ekstra smørmærker, og på gårdene omkring Allerød reddede vi også af og til, f. eks. under Generalstrejken, både æg og mælk.

Kun een gang gjorde vi et alvorligt forsøg på at supplere de svigtende kødforsyninger. Johannes bror, Claus brød sig ikke om at levere flere svin til tyskerne end højst nødvendigt, så han foreslog, at han pakkede en halv gris i en stor kasse, stoppede halm omkring den, malede "Skulptur" udenpå kassen og sendte den til København. Som sagt, så gjort. Ideen var også for så vidt udmærket, men- isen lukkede Storebælt og godset hobede sig op på begge sider. Da færgefarten endelig kom igang igen, var skulptur ikke netop den sag, der blev prioriteret, og nu fungerede kajen ikke længere som fryserum. Så da kassen omsider nåede frem, var den i en lamentabel tilstand; mere end halvdelen endte i sæbegryden. Det var både til at le og græde over. De arbejder, der i særlig grad gav udtryk for krigstidens følelser og tanker, er nok statuetterne "Fløjne fugle" og "Den tungsindige atlet". (Den Frie, 1943. ) Statuen (1944-45).

"Fløjne fugle" en sørgmodig kvindeskikkelse, der med tomme hænder, ser op mod himmelen, mod en usikker fremtid for alle, men vel også, personligt, efter det svigtende helbred og hans svindende ungdomskraft. Jeg har den stående i min stue, overvejer med mellemrum at stille den bort, og glemme den.

"Atleten", der først blev lavet som statuette, er i realiteten en "Uffe" nr. 3. Den bundne styrke, der tøver, som ikke tør eller kan bruge sine kræfter. Statuen blev efter krigen udstillet med titlen: "Danmark under besættelsen", der klart dækkede Johannes tanker, mens han modellerede den; men det blev opfattet som en slags "reklametrick" af mindre gode venner, og dem har Johannes jo unægtelig vidst at skaffe sig nogle stykker af undervejs. Den blev købt af Københavns kommune og af Ny Carlsberg Fondet til Nyborgs Gymnastik- og Idrætsforening.

 klik her for at gå til næste afsnit